Someone...?

Kamirura var ny i byen og havde derfor besluttet sig for at gå rundt og se på omgivelserne. Hun kendte ingen i byen så der var ikke nogen at snakke med eller være sammen med. Hun håbede godt nok på at hun snart ville møde en hun kunne snakke med. Det var lige meget hvilket køn og hvilket væsen, bare en. Hun kom hen i parken. Det virkede som et meget rart sted. Der var heller ikke så mange mennesker derinde da det var en smule overskyet, lige noget for hende. Ikke for meget sol. Hun havde trukket sin sorte kjole på og en lille sort trøje uden over. Skulle heller ikke tiltrække for meget opmærksomhed så folk vidste hvad hun var. Det var altid en dårlig ide. Hun satte sig nu på en bæk og begyndte at kigge i sin medbragte bog.

Kamurura kiggede op fra sin bog. Hun kunne åbenbart mærke at der var en der kiggede på hende. Hurtigt fik hun øje på den anden pige der ikke sad så langt fra hende. Hun sad som hun selv gjorde og læste i en bog. Hun smilede til pigen. Det var dejligt at se at der var nogle søde mennesker/væsner her. Eller hun vidste jo ikke om pigen var en venlig person eller hvad. Men hun håbede det da hun havde besluttet at give hele dette her en ny chance. Det kunne være svært at være en dæmon i en almindelig menneske verden. Men hvis man bare gav det en chance så skulle det vel nok gå.

Kamirura smilede sødt til pigen der satte sig ved hendes side. Hun var faktisk glad for at pigen ville sætte sig hos hende og faktisk ville snakke med hende. Det var ikke altid folk gjorde det. Eller jo de kunne finde på at gøre det når hun var i sit søde humør og så nogle gange kun på grund af hendes udsende, hvilket hun syntes var en dårlig grund. Hun tog bogmærket som lå bagerst i bogen og lagde ind hvor hun var noget til og lukkede bogen i. "Hejsa" Hun sagde det med en stille stemme. Hun snakkede aldrig særlig højt, man skulle også nogle gange passe på sin stemme så man ikke blev genkendt som dæmon med det samme. Det kunne give problemer.

Kamirura rykkede bogen hen mod pigen så hun bedre kunne se den. Hun kunne i hvert fald se forsiden af den. Det var selvfølgelig ikke altid at forsiden fangede folk men hun kunne se hvad den hed. Måske kendte hun den endda. "Den er rigtig skrevet på japansk den orginale. Men også oversat til andre sprog. Jeg syntes at jeg ville prøve at læse noget andet end japansk. Det har jeg læst i så mange år at jeg også skal huske at læse andet. Men det er en spændende bog. Sådan lidt gys. Det kan jeg godt lide" Hun kiggede på pigen der sad ved hendes side, hun var en køn pige, og sådan som viden legede med hendes smukke røde hår, det gjorde hende endnu kønnere.

Kamirura smilede lidt. "Ja jeg kommer oprindeligt fra Japan. Det er et dejligt sted. Ja så har vi da der en ting tilfældes. Gyser bøger kan være rigtig spændende. Man kan slet ikke slippe dem nogle gange" Hun grinte lidt og kiggede ud på den lille sø der lå foran dem. Det var en rigtig smuk park og vejret var også dejligt. Lige sådan et tidspunkt hun elskede mest. Der var jo heller ikke så mange mennesker. Så man skulle ikke rigtig til at skjule hvem man var.

Kamirura kunne ikke lade være med at grine lidt over pigens tanker om Japan. Jo det var jo ting der kom eller var meget i Japan men det var stadig sødt og en smule sjovt. "Jamen det kan jeg også godt forstå. Det er jo også ting fra Japan eller minder om det. Har du nogensinde været der?" Hun smilede sødt til pigen og tog en lidt hår bag øret selvom det meste af det sad oppe i rottehaler. "Og jeg kan godt forstå det du mener. Det er jo aldrig sjovt med en kedelig bog. Det gør den kedelig at læse i. Og så er det næsten lige meget hvad den handler om"

Victoria følte sig en smule pinligt berørt over hvad hun sagde. Hun håbede ikke at hun ville tro at hun var sindssyg, men hvad ville det enligt ændre? Hun kløede sig i nakken igen, og så på Kamirura med et skævt smil.
"Jeg har desværre aldrig været i Japan, selvom jeg meget gerne ville. Sproget er meget.. smukt." Selvom det måske lød en smule falsk, mente hun det ganske alvorligt. Hun ville meget gerne til Japan, og sproget var meget smukt. Hun ville lige så gerne se det, som hun ville se Venedig, og lærer at tale Italiensk. Men det behøvede hun vel ikke at sige.
"Hvis det er en kedelig bog, kan man lige så godt lade være med at læse. Det ville være tidsspild!" grinede hun.

Hun smilede sødt og nikkede til hende. "Ja jeg ved ikke helt om jeg syntes det er smukt. Men jeg taler det jo også flydende så det er mit moders sprog. Men for andre der ikke taler det og ikke forstår det kan jeg godt forstå at det måske lyder smukt" Og ja hvis man ikke syntes om det så har du nok ret i at man ikke vil læse den" Hun sad og tænkte lidt. Havde hun fået af vide hvad pigen hed og så bare glemt det. Eller havde de endnu ikke sagt deres navn til hinanden. Det ville næsten være pinligt at spørge om det. Men hun mente næsten ikke at de havde. "Det er måske lidt dumt at spørge om. Men har jeg egenlig præsenteret mig selv?"

"Taler du det flydende?" spurgte hun overasket. Ikke fordi det overaskede hende, men det virkede ret utroligt at man overhovedet kunne tale det sprog flydende. Det lød bare meget anderledes end engelsk, fransk og italiensk, men de sprog lød vel også mærkeligt for en indfødt japaner..
Hun stoppede sin indre rable monolog, og rettede igen sin opmærksomhed imod pigens sidste spørgsmål. Pinligt enligt, hun havde slet ikke tænkt over det. De var hurtigt kommet i snak, så hun havde glemt at spørge om hendes navn.
Hun rakte hånden frem imod hende, som i et menneskeligt håndtryk. "Victoria Sinclair."

"Begge mine forældre var født og opvokset i Japan og da jeg også er det så har vi altid talt japansk til hinanden. Så ja jeg taler det flydende. Nok derfor at man kan høre at jeg har en lidt speciel måde at tale andre sprog på. Men jeg prøver" Hun grinte lidt over det. De havde bare snakket så fint at de havde glemt det, men det var der jo heller ikke noget galt med. Det betød jo kun at de kom godt ud af det med hinanden. Hun trykkede pigen som kaldte sig Victorias hånd og sagde med et smil på læberne "Sødt navn. Jeg hedder Kamirura Horie. Men hvis det er for svært at sige så kan du bare finde et kælenavn til mig der er nemmere. Nogle har svært ved at udtale mit navn rigtigt"

"Jeg kunne ikke undgå at beundre dit asiatiske udseende." sagde Victoria og smilede kært til hende. Hun ville ikke stille nærmere spørgsmål ind på hendes forældres grund til at flytte hertil. Måske var det ikke noget hun ville snakke om, selvom det langt fra var helt sikkert. Kamirura virkede ikke som en pige der havde alt for mørke hemmeligheder. Alligevel ville hun vente til Kamirura selv lagde op til at fortælle om det. "Hvis det gør dig glad, så lagde jeg kun svagt mærket til en accent." grinede hun.
Victoria kunne ikke lade være med at smile lidt, over rosen omkring hendes navn. Det var da okay.
"Kamirura.." Det var som om det var en besværlig formel som hun skulle lærer udenad. "Dit navn er smukt. Betyder det noget?" Imens de snakkede om hendes navn, prøvede hun at finde på et okay kælenavn at kalde hende.

Hun smilede sødt da Victoria sagde de søde ting om hende. Ja hun havde altid fået af vide at hun var en meget smuk kvinde, men en gang i mellem kunne man godt få for meget af det. Det kom selvfølgelig også an på hvem det lige var der sagde det. Hvis det var en eller anden fyr der bare ville havde noget på den dumme, så pissede det hende vildt af og hun blev til sin mørke side. Men når Victoria sagde det var der ikke nogen grund til at blive sur over det. "Ih mange tak det var sødt sagt. Og jeg ved faktisk ikke helt om mit navn betyder noget. Jeg har egenlig ikke undersøgt det. Men så vidt jeg ved så betyder alle navne noget. Så mon ikke om mit også skulle betyde noget" Hun grinte lidt og kiggede sødt på Victoria.

//Jeg hedder Camilla irl og har hørt et par steder at det japanske navn for Camilla er Kamirura, derfor jeg valgte det. Men om det skulle betyde noget andet end Camilla gør på latin det ved jeg ikke.

Victoria smilede tilbage, og tænkte lidt over det. Victoria. Hvad betød det? Hun havde aldrig rigtigt tænkt over det. Det betød ikke så meget for de væsner, som blev kaldt for Jenierys afkom. Hvis man altså troede på de gamle eventyr om den mystiske monsterpige som bragte ødelæggelser med sig. Victoria kunne enlig godt lide historien.
"Jeg kunne kikke efter det, når jeg skal på biblioteket." Hun trak henkastet på skuldrende. Hun var enlig blevet ret nysgerrig over hvad hendes eget navn betød. Så imens hun ledte efter betydningen af sit eget navn, kunne hun vel også lige tage Kamiruras navn på samme tid.
Den måde Kamirura sagde det på, var næsten en ny fortolkning af: Alle er lige meget værd, alle for en chance til.

// Mit navn er Sarah. Jeg har vist nok engang også kendt mit, men har glemt det. Men jeg kan stave mit navn med tegnene, men det er kun det rigtige navn...

Hun smilede stort. "Det skal du da være velkommen til. Det ville være sjovt at finde ud af det. Men tror du også at de har navne derhenne som er fra andre lande? Kamirura er jo ikke det mest kendte navn her i landet. Det kunne også være man skulle kigge efter sådan et sted hvor de har med japanske ting at gøre. Men du er velkommen til det" Hun ville gerne finde ud af hvad sit navn betød. Mange af hendes gamle venner eller nogle fra hendes familie vidste hun hvad deres navne betød, men om hun nogensinde havde fået sit af vide eller om hun bare skulle havde glemt der, det vidste hun ikke helt. Men det det var heller ikke så meget japansk hun snakkede eller havde om mens hun var her. Hun prøvede at blive bedre til de andre sprog så hun bedre kunne omgås med andre. Sådan kunne man også få flere venner, fjender havde hun nok af og det var nemt at få, så det gad hun ikke mere.