Ene og alene, ved søens sorte vand

Nathan kiggede roligt på hende. Hun var tydelig vis ikke interesseret i at gå ud til ham, hvilket var forståeligt. Han blev stående, men kiggede væk fra hende - op på den kuglerunde måne. Den hang ensom, kun omgivet af stjerner som var millioner af lysår væk. Da han kiggede ned igen var Maria ved elegant at gå ud i søen. Situationen var ret akavet.

Maria Louise blev pænt stående med vandet til knæende, gik hun længere ud ville nederdelen løfte sig og den tanke var hun ikke så vild med. Havde hun kendt ham noget bedre havde der intet problem været med det, men hun var stadig lidt på vagt, da det eneste hun viste om ham var hans navn. Hun så på ham og smilte stille, hun følte sig lidt dum ved at så det og ikke at gå længere ud.

Nathan syntes at stemningen blev mere og mere akavet. Hun ville tydelig vis ikke gå længere ud (Hvilket han i al hemmelighed hele tiden havde håbet på), men han ville ikke presse på, så tavsheden fortsatte bare. Han åbnede prøvende munden "Øh ... hvis du ikke har lyst så går jeg bare ..." Han lukkede kæberne i med et smæld. Intet ville passe ham bedre, end hvis de ligeså stille og roligt kunne lære hinanden bedre at kende, men stemningen tillod det ikke rigtigt.

"Nej nej" sagde Maria Louise og så på ham med et lille smil. "Det behøver du ikke"sagde hun og gik en længere ud, så vandet gik op over nederdelenskant. Hun sørgede for at den blev nede, ved at holde fast i kanten. Hun bed sig igen i underlæben mest hun langsomt gik ud til ham, mens hun holdt fast i nederdelen. *Det var da også dum at tage en nederdel på* tænkte hun kort.

Nathan smilede. Han kunne virkelig godt lide Maria Louise, han ville elske at lære hende at kende. Det var bare et problem at hun var så genert. Han trådte et lille skridt op så vandet kun gik til hans buksekant. De var nu præcis lige høje. Det her mindede ham om et fjernt menneskeøjeblik, men som sædvanligt bremsede han sig selv i at tænke på sit menneskeliv. Det var forbudt. *Sig nu noget din dumrian!* Men han vidste ikke hvad han skulle sige.

Maria Louise smilte svagt da hun nåede ud til ham. Hun var helt sikkert på at hun måtte se tåbelig ud, sådan som hun stod med hænderne under vandet for at holde nederdelen nede. Hun så ned i vandet, det var mørkt.
Hun bed sig i underlæben igen, da hun ikke viste hvad hun skulle sige og hun følte sig samtidigt dum og kajdet som hun stod der og bed sig i læben.

"Jeg tror at jeg går op" sagde Nathan lavt. Det skete engang imellem for ham. Stemningen blev simpelthen for meget for ham. Han trådte elegant til side og gik langsomt op af søen. Oppe på bredden samlede han sin skjorte op fra det bløde græs, uden at ænse sine vanddrypende bukser. Han tog hurtigt skjorten på, men knappede den ikke. Uden at ord satte han sig ned op stirrede ned i jorden.

Maria så kort efter ham, da han gik ind til breden igen. Nu behøvede hun ikke at holde sin nederdel, så hun slap den og gik længere ud til det til sidst gik hende til over brystet. Hendes bluse var lige præcis så stram at den ikke løftede sig. Hun så igen kort ind på breden, hun kunne se at han havde sat sig. Hun vente sig om igen og forsvandt derefter ned under vandoverfladen

Nathan kiggede op og betragtede hende gå længere og længere ud. Hendes nederdel som hun før havde holdt nede hang nu løst. Hvis ikke nattehimlen havde spejlet sig i søens overflade, havde han kunne se alt. Men nu måtte han nøjes med at se hendes krop forsvinde længere og længere ud, for til sidst at forsvinde helt under vandet. Men Nathan havde ikke travlt og ventede tålmodig på at hun skulle komme op igen. Han satte sig lidt bedre til rette i det nu fugtige græs.

Maria Louise dykkede ned til bunden og derefter op igen. Hun var under vandet i ca. 2 minutter, hun ville sagtens kunne være der i længere tid.
Da hun kom op til overfladen igen var hun længere ude end hvor hun var gået under vandet. Langsomt svømmede hun ind til hvor hun kunne bunde og rejste sig op. Hun begyndte at gå ind mod breden mens hun vred vandet ud af sit lange hår.

Nathan ventede tålmodigt på at pigen skulle dukke op igen. Han stirrede på det sted hvor hun helt var forsvundet - hvor små fine ringe stadig spredte sig, men da hun efter et par minutter kom op til overfladen igen var det flere meter længere ude. Han kunne straks se at det bare var en dukkert alene hun var ude efter, for hun begyndte staks i rytmiske bevægelser at svømme ind til bredden. Han rodede sig åndsfraværende i sit hår. Da hun kom så langt ind at hun kunne bunde begyndte hun at vride sit hår, der så helt mørkebrunt ud. Hendes tøj klæbede til hendes krop, men Nathan så kun hendes ansigt, glinsende af vandet fra søen.

Maria Louise gik det sidste stykke ind til breden, mens hun koncentrerede sig om at få vredet det sidste vand ud af sig lange hår. Da hun ikke kunne få mere vand ud af det roede hun lidt op i og lod det side som det faldt. Luften måtte tører det.
På vej hen mod Nathan, samlede hun sine slidte sko op. Hendes nederdel klistrede sig til hendes lår og hendes bluse klistrede sig eksta meget til hende. Hun tog sig ikke af at det dryppede og lod sig glide ned på jorden ca en meter ved siden af ham.

Nathan sad bomstille og ventede på at Maria Louise kom helt op. Hendes hår hang nu i små lokker efter den kraftige gennemvridning. Alt hendes tøj sad tæt ind til hendes krop og fremhævede hendes former. Hun var helt tydeligt på vej hen mod ham, men han sagde fortsat intet. På vejen stoppede hun og samlede sine sko op. *Hvorfor smider hun dem ikke ud? De er jo ubrugelige* Da hun bøjede sig ned havde han frit udsyn til hendes kavalergang. han kommenterede det ikke, men trak på smilebåndet. "Var det en god svømmetur?" Spurgte han mest for at starte en samtale

"Ja"svarede Maria Louise med et stille smil og stillede sine sko pænt ved siden af sig. Hun trak sine lange tynde fingre gennem håret, i et forsøg på at rede det.
"Vil du ikke også under vandet?" spurgte hun venligt og så på ham, efter at have opgivet sit hår og ved i stedet bunden af sin bluse og derefter sin nederdel. Hun bed sig svagt i underlæben, mens hun koncentrede sig om at vride vandet ud af sin nederdel uden at løfte for meget op i den.

Nathan overvejede det lidt. Det var grunden til at han i første omgang var kommet, men nu da hun var her ... "Hvorfor ikke?" svarede han med en blød stemme. Han rejste sig behændigt op og lod for anden gang i dag sin skjorte glide ned på græsset. Med rolige bevægelser gik han ud i vandet, og igen forundredes han over hvor varmt vandet var. Han prøvede at lade være med at kigge bagud for at se om Maria Louise kiggede på ham. Da vandet gik ham til halsen, begyndte han med hårde svømmetag at svømme ud til midten, hvor der var dybest. I et sekund trådte han vande, men et øjeblik efter forsvandt han under vandoverfladen.

Maria Louise så ned på sin nederdel, som hun var ved at klatte ud så den ikke var så krøllet. Hun så op på ham gennem sine lange sorte øjenvibber, da hans skjote endnu en gang gled af ham og landede på jorden. Hun fuglte ham med øjnede da han gik ud i vandet. Hun sad stadig en smule foroverbøjet med hovedet, da hun stadig klattede nederdels stof ud, selvom det ikke var så krøllet som før. Hun bed sig svagt i underlæben da han forsvandt ned under vandet. Hun rettede sig op og opdagede at stoffet var så klat som det nu kune blive og lagde sig ned på ryggen, mens hun ventede på at han skulle komme op igen.

Nathan blev nede i dybet i flere minutter inden hans hoved igen brød vandoverfladen. Han skævede til hende og så at hun lå på græsset med ansigtet op mod himlen. Han svømmede langsomt ind mod bredden igen. Da han kunne bunde stod han i et øjeblik på den mudrede bund, men begyndte så at vade længere op. Da vandet gik ham til knæene rystede han sit hoved som en hund, og vandet sprøjtede ud til at alle sider. Da han kom op på land hev han hurtigt sin skjorte på, og satte sig lydløst ved siden af Maria Louise.

Maria Louise havde lukket sine øjne og lyttede efter hvornår han dukkede op igen.
Hun smilte stille da hun hørte ham bryde vandoverfladen og da han langsomt gik ind mod breden. Hun åbnede sine øjne halvt da han samlede sin skjorte op og hun drejede langsomt hovedet mod ham, da han satte sig ned. Et par dråber vand fra hans hår faldt ned på hans skulder.
Hun lukkede sine øjne igen og blev liggende.

Nathan satte sig i skrædderstilling ved siden af hende. På en underlig måde blev han beroliget af hendes selskab. Han smilede ud i luften overbevist om at hun godt så det. Han overvejede lidt at lægge sig ved siden af hende, men tænkte at situationen nok ville blive for intim. "Vil du ikke fortælle lidt om dig selv frøken?" spurgte han tåbeligt. Han var ved at sprænges af nysgerrighed over hvem dem fremmede pige ved siden af ham var. Han rodede sig igen i håret så et par dråber ramte hendes ansifgt.

Maria Louise åbnede sine øjne da han talte til hende. Hun satte sig halvt op, ved at bruge sine albuer til at holde sig oppe og smilte svagt. Hun vendte blikket mod søen og lagde hovedet en smule på skrå.
"Hvad vil du vide?" spurgte hun og skævede til ham. Hun fortalte sjældent om sig selv til andre, hendes fortid var ikke den mest lykkeligste der fandtes og der var heller ikk så meget at fortælle om hende selv. Hun vente sig igen mod søen, mens hun ventede på at han skulle svare.

Nathan kiggede ud mod søen. Han havde en million spørgsmål til hende, men nu kunne han ikke få et eneste frem.
"[b]Hvor kommer du fra?" Hviskede han. Han kiggede hende i hendes røde øjne i håb om at finde ... et eller andet. Men de var uudgrundelige. I et forsøg på at virke afslappet begyndte han igen at trække vejret i det der rolige tempo som kendetegner Nathan. Han hvilede på albuerne ligesom hende og begyndte at nynne meget, meget lavt.

"Jeg kommer fra London" svarede Maria Louise og så på ham og smilte halvt. Det var efter hånden mange år siden hun havde været der, men hun havde ingen venner eller familie der mere, de var alle døde. Hendes blik hvilede på ham lidt endnu, mens hun lyttede til hans rolige vejrtrækning og så mod søen igen, der svagt blev lyst op af månen blege lys.

Han regnede med at hun også forventede at han fortalte hvor han kom fra. "Jeg kommer fra Austin. I Texas" Det var derfor han havde så gode manerer overfor kvinder. I sydstaterne var det dybt forkert at være uhøflig overfor (eller slå på) kvinder. En del af den opdragelse sad endnu i ham. Det var underligt at mindes hans mennesketid. Han havde ikke været i Texas siden han forlod sit hjem, efter en blodtørstende vampyr bed ham. Han sukkede.

Maria Louise nikkede svagt, og så på ham og havde lagt hovedet lidt på skrå som hun tit gjorde. "Okay, der har jeg aldrig været" sagde hun med et halvt smil, da hun ikke viste hvad hun skulle sige ellers. Hun bed sig svagt i underlæben og vente sig igen mod søen. Hun var ikke den der spurgte om folks fortid eller andet om dem, hun lod dem fortælle det de selv vill uden at spørge. Sådan kunne hun ikke blive uhøflig og komme til at spørge om noget der ikke ved kommer hende. Det var noget fra hendes strenge opdragelse.

"Det har jeg heller ikke ... i evigheder" Sagde han trist. Nathan kiggede for titusinde gang op mod himlen. Stjernerne glimtede fortsat og månen lyste som et fyrtårn. Han var ikke helt sikker på om det nu var hendes tur til at udspørge ham, eller om han godt kunne fortsætte, så han var tavs i nogle sekunder inden han afgjorde med sig selv at han godt kunne spørge igen. "Hvornår blev du født?" Spørgsmålet var irrelevant, men Nathan havde det med at udspørge folk om de underligste ting. Han kiggede ned på græsset mens han tålmodigt ventede på hendes svar.