Ene og alene, ved søens sorte vand

Maria Louise sad bare tavs med blikket mod den smukke måne, den lyste altid, den var der altid. Den eneste ting der endnu ikke havde forladt hende eller er forsvundet, i gennem årene. Hun så på ham da han begyndte at spørge igen. "Mmmh.."sagde hun mens hun lagde sig ned igen "Omkring 1733"lød hendes svar efter hun havde tænkt sig kort om og med blikket vent op mod himlen. *Det er egentlig længe siden nu* tænkte hun med et halvt smil og så på ham "Hvornår er du selv født?" spurgte hun lidt efter, og mente godt at hun kunne tillade sig at spørge om det samme.

Nathan kiggede et øjeblik på søens blanke overflade, hvor fuldmånen spejlede sig til det dobbelte i vandet. Den var smuk. Han lagde sig ned på det fugtige græs. Han skævede til hende da hun igen talte. "Æh ... 1824. Jeg blev bidt da jeg var seksten. Jeg forlod straks Amerika til fordel for Europa." Hun havde egentlig ikke udspurgt ham, men han fik bare lyst til at fortælle hende det. Han havde aldrig talt med nogen om det før. "Jeg rejste ret meget omkring i Afrika og Europa, men jeg vendte aldrig tilbage til Texas" Han sukkede og lukkede øjnene.

Maria Louise drejede ansigtet mod ham og så op på ham, mens han talte. Hun nikkede, næsten det samme som hende selv.
" Jeg er heller aldrig vent tilbage til London, jeg høre ikk rigtig til der længere" sagde hun og så fra ham til stjernerne over sig, og lukkede sine øjne. Hun bed sig svagt i underlæben. Hun fortalte sjældent andre om sig selv, hun havde aldrig stolt nok på folk bare til at fortælle hvornår hun var født.
Hun åbnede sine øjne og så på ham og lå stadig ned ved siden af ham.

"Nej det er rigtigt. Man føler ikke at det er ens hjem mere" Han lagde sig ned i græsset til hende og kiggede hende dybt i øjnene. Hun var meget køn. Og tillidsfuld. Han lod sin beroligende stemme tage over. "Hvor lang tid har du boet her i Jeniery?" Endnu et unødvendigt spørgsmål, men han havde brug for at vide noget om hende. Han ville gerne vide noget om hende. Ville gerne lære hende at kende. Han kiggede op på stjernerne. Måske spillede fantasien ham bare et puds, men et øjeblik så det ud som om at stjernerne stavede til Maria.

Maria Louise smilte svagt da han lagde sig ned og kiggede hende dybt i øjnene. Hun smilte en smule mere da hans beroligende stemme tog over.
"Jeg har ikke været her så længe, et halv års tid"svarede hun og så igen op mod stjernerne og lukkede sine øjne "Jeg plejer ikke at blive på det samme sted særlig længe af gangen" tilføjede hun uden helt at vide hvorfor. Hun drejde sit ansigt mod ham igen.