En halvmåne -Andrew

En kvinde med langt glat rødbrunt hår stod ude i vandet til livet. Hendes håndflader hvilede på vandets bøjledene overflade.
Det ligblege lys fra den halve måne reflekterede på vandets overflade og fik kvindes blege hud til svagt at lyse kridhvidt . Hun stod urokkelig i de små bøjler der glitrede svagt i månelyset.
Hendes ansigt røbede intet, ikke en eneste følelese. Hendes røde øjne var de eneste der røbede noget, vagtsomhed. Efter sin forvanlig blev hun mere vagtsom end hvad godt var. Hun havde ar på den sjæl hun ikke længere ejede. Hun stolede ikke længere på andre end hende selv.
Hun havde en sort stram bluse på, hvis ærmer var skubbet op til albuerne, så man kunne se hendes blege hud på armene.
Hun var helt alene på stranden, der var ingen andre end hende. Men det var jo også midt om natten.



//Nød til at logge, kommer på senere//

En mandelig vampyr gik roligt nede ved standen og lod blikket følge den smukke månes skær i det mørke hav, utrolig smukt. Hans blik var hurtigt Bambi På Glatis og ende ved en kvindelig skikkelse ude i havet. Kvinden havde vand til livet og så utrolig smuk ud o lyset.
En rungende knoren kom fra ham... Igen skulle han møde en på sin vej. Han lod dog sig selv se mere... Normal ud, bortset fra at man ikke kunne se hans smukke charmerende øjne, som var dybt begravet under hans pandehår.
Hans gang var rolig og afslappet, som hvis man bare gik og nød stederne.
Han lod sit blik glide ned på det blege sand.

Kvinden der stod i vandet, drejede sin krop mod stranden og blottede sine tænder da hun hørte en knoren fra ham.
Hun havde det med at dømme folk med det samme. Ved hende var han registret som fjendtlig til andet var bevist. Hendes vagtsomme funklende røde øjne hvilede på den mandligevampyrs krop. Hun følte sig sjældent godt tilpas i selvskab med mandligevampyr eller kvindlige for den sagskyld, da hun havde den svaghed at hun ikke var blevet så stærk efter sin forvandling. Til gengæld var hun blevet hurtigt, rigtig hurtig.

En bølge slog op og han kiggede ud mod kvinden og stoppede op igen, "Godaften," kom en vennelig dog dyster stemme.
"Hvad laver De ude i vandet?" spurgte han undrende og smilede en smugle, han vidste det her var håbløst at starte sådan og håbede hun ville komme ind og snakke. Han var jo den der elskede blod og sådan, sådan en der blev nød til at have meget blod, hvis han nu selv kunne se at hun tydeligt var en svagpisser ville han måske tilbyde hende hjælp til at blive stærkere og hurtigere.
Hans sorte vægte som lignede armbånd blev tungere da han stod stille og han begyndte at sætte bevægelse i fingrene så vægten trænede ham samtidig.
Hans vægte kunne sættes alle steder og ville altid gøre en forskel for musklerne, det var en af de grunde til han havde taget dem. Han ville gøre sig mere værdig... Værdig til at komme tæt på denne tilhænger til Jeniery og til selve Jeniery.

Den unge kvinde så på ham, hun registrede hver eneste af hans bevægelser da hun begyndte at gå ind mod breden. Hendes øjne søgte ned til de armbåndslignene vægte, men de søgte med det samme hans ansigt igen.
"Intet der komme dem ved"svarede den unge kvinde, med et stemme som tusinde sølvklokker der kimmede. Lokkene, men samtidig faretruende. Faktisk havde hun ikke lavet noget, bare stået og set op på månen.
Hun stoppede op da hun nåede op på stranden. Hun havde ikke taget øjnene fra ham et eneste sekundt. På grund af sin svaghed, var hun altid på vagt. Hun ville ikke kunne klare sig vis hendes angriber kom for tæt på, og hun ikke var klar til at forsvare sig, noget hun viste fra erfaring.
"Hvad laver de selv her?" spurgte hun med sin stemme der aldrig viste nogen form for følelser, lige som hendes ansigt. Neutralt.

Han lod blikket kort glide fra hendes liv til hendes fødder til hendes hoved, han havde set hende og han var ikke helt tilfreds med synte, det kunne godt være bedre.
"Gik en tur," savrede hende kort, hurtigt og næsten til ikke at høre. Han var ikke tryg ved kvinden endnu, "Hvad er Deres navn?" spurgte han og kiggede roligt på hende og lod, selv om det var udnødvendigt, sin vejrtrækning blive lettere, til sidst kunne man ikke høre om han levede eller ej.
Han kiggede kort og roligt ud mod vandet igen, han var ligeglad med om han så på hende eller ej, han behøvede næsten ingen ting for at kunne forsvare sig. Han behøvede ikke engang øjne...
Næse, mund, ører og selve kroppen... Han klarede sig fint hvis han var blind.
Hans tunge fugtede let hans læber & en smugle af hans snakebite på underlæben.

Maria Louise så på ham og syntes ikke om synes, men hun var jo også fra en anden tid, hvor der ikke havde være piercinger og sådan noget tingel tangel.
"Maria Louise"svarede hun tone løst, hendes røde øjne hvilede på ham og flyttede sig ikke den mindsten centimeter på noget tidspunkt. Hun kunn allerede nu sige at hun ikke brød sig om ham og hans udstråling. Det så også ud til at han ikke var blevet opdraget, at han bare havde opført sig som han ville og var ligeglad med andre.
"Hvad er deres navn?"spørgsmålet var en selvfølge, et spørgsmål der så tit blev stilt efter at man selv lige var blevet spurgt om det samme.