Giver det en chance (Victoria)

s: parken
t: aften
o: træer, buske og alt der nu høre til i en park.
v: en kølig vind, men ellers godt nok

En ung mand drejede af fra vejen og ind i parkens mørke.
Der var kun få lygter rundt om i parken, for folk nød den jo mest om dagen og om natten var det vel mest vor vis et kærestepar skulle gå forbi.
Den unge mand var dog alene, han havde nogle mørkegrå bukser på som hang om hans hofte, samt en, for en sjælden gangs skyld, en hvid T-shirt, ud over en sort jakke som var åben.
Han vidste godt det var lidt risikabelt at have jakke på vis han skulle forvandle sig, men det skulle vist ikke blive fuldmåne den nat så han var ikke særlig bekymret.
Der ud over havde han noget sort, viltert hår som hang ned over hans ansigt så man ikke rigtig kunne se hans øjne.
Han gik roligt af sted og så dovent på de ting han kunne se, nogle silhuetter af ting længere væk og ting under lygtepælenes skær.

Victoria var i fantastisk humør, her til aften. Natten var frisk, smuk, dejlig at indånde. Natten var hendes element, mere eller mindre.
Hun havde en løs, hvid sommerkjole på, og en åben, sort, kort, læderagtig cardigan. Det røde hår faldt ned over hendes blege hud, hendes barnlige ansigt, og skjulte næsten det smukke smil omkring hendes læber.
Hun regnede med at hun var alene, indtil hun opdagede en skikkelse under lamperne. Det var svært at sige hvilket køn det var, fordi personen var skjult i mørket og bag noget pjusket hår...
Under alle omstændigheder løftede hun sin hånd som hilsen til ham.

Han begyndte stille at synge for sig selv, han var faktisk ikke så dårlig til at synge, men det var ikke noget han gjorde tit og kun når han var alene.
"The wolves, my love, will come
Taking us home where dust once was a man
Is there life before a death?
Do we long too much
(And never let in?)

Howl
Seven days to the wolves
Where will we be when they come?
Seven days to the poison
And a place in heaven
Time drawing near as they come to take us

This is my church of choice
Love's strength standeth in love's sacrifice
For the rest, I have to say to you
I will dream like the god
(And suffer like all the dead children) "

Det var kun lidt af sangen, men nu opdagede en person som stod lidt derfra og vinkede til ham.
Han var altså ikke alene og personen, en kvinde? Det ville være hans første gæt, men han kunne ikke helt se det, var fremmed men vinkede alligevel. Han stoppede op og så hen mod hende, afventende, han vidste ikke om hun i virkeligheden pønsede på noget, selv om det ville virke usandsynligt.

Imens Victoria gik hen imod ham, blev hendes stemme mere og mere tydelig. Hun havde altid sunget godt, og måske havde det noget at gære med hendes race. Hun havde aldrig vist det, aldrig haft nogle at spørge om det.

"Howl
Seven days to the wolves
Where will we be when they come.."

Det så ud som om hun svævede i mørket, det var svært at se hendes føder bevæge sig. Hendes ansigt lignede en porcelænsdukke, mere end det plejede i mørket.

"Seven days to the poison
And a place in heaven
Time drawing near as they come to take us.

This is
Where heroes
And cowards
Part waays..."

Så stod hun foran ham.

Han blev irriteret over hun sang noget han lige havde sunget.
Hvad vidste hun også om at være varulv? Intet.
Der var noget underligt over hende, som om...hun på en måde ikke var noget levende, altså kød og blod-agtigt, men sådan mere...svævende? åndelig måske? Han havde hørt nogle historier om dødsånder, men han havde aldrig troet på dem og aldrig set en og han vidste ikke hvad de kunne.
Derfor havde han også lidt svært ved at tro på hendes her skulle være sådan en, måske så det bare sådan ud fordi det var mørkt og han var måske også lidt træt?
han trak lidt på skuldrene af sine tanker og så fortsat afventende på hende.

Hun rakte hånden frem imod ham og lagde hovedet på skrå. "Victoria. Navnet er Victoria." Hun smilede kært til ham og betragtede det forargede udtryk i hans ansigt. Hun anede ikke hvorfor han var sur, men det gjorde ikke noget. Det var lidt underligt at nogle ville være sure, når man lige så godt kunne være glad.
Hun tænkte lidt over hvorfor hun var her, og om der var en speciel grund til at hun havde mødt ham her. Det ville virkelig være sørgeligt hvis han skulle dø, men på den anden måde ville det være godt hvis det var Victoria, og ikke en ond dødsånd som var kommet for at hente ham.
Bare for at være sikker, måtte hun lige spørge ham:
"Har du nogen planer om at stille træskoene?"