For en gangs skyld ikke fortiden... [Andrew]

Sted :: Juliet's lejlighed
Dato :: 3/12-10
Tid :: 18:39
Vejr :: Snestorm og mørkt
Omgivelser :: Tjaah.. Kommer til at stå længere nede...


Mørket var efterhånden faldet på og udenfor rev vinden i træerne... Inde i den store dunkle lejlighed, der kun var lyst op af en masse levende lys, sad en ung kvinde ifført en løs sort t-shirt med skriften 'Can't be tamed' som gik lige ned over hendes røv, så hun kunne ikke bukke sig uden at man så stort set alt, et par sorte bjørn borg hipsters og en pink bh, dette udgjorde hendes nattøj... Hendes hår sad i en rodet knold... Hun sad blot i den rød læddersofa i sine egne rodede tanker, da hun hørte en høj lyd, af en dør der smækkede efterfulgt af høje råb... Det var hendes naboer der skændtes for 10. gang i den uge... Da hun kom til sig selv sukkede hun lettet, greb fjernbetjeningen og fik tændt på en tilfældig kanal, i håb om at aflede tankerne en smule, desværre hjalp det ikke så meget, da det første hun så var en kvinde der skændtes med en mand, om hvorvidt han sked på hendes føelser... Perfekt timing... Hun slukkede tv'et igen og gik ud i køkkenet - som var i samme rum som stuen, det var blot rammet ind af nogle rumdelere - for at finde et eller andet og spise... Hvorfor hun stadig havde nattøj på og ikke havde gjort noget ud af sig selv, var der gode grunde til... Hun havde ikke været uden for døren idag, var blevet hjemme fra arbejde og havde ikke orket noget, ikke engang at spise noget... Hun havde bare haft en underlig trang til at blive hjemme og lave ikke en skid, den dag, da hun heller ej havde det optimalt, hverken mentalt eller fysisk... Køleskabsdøren blev revet op og ud blev hevet en mælk, hvorefter en skuffe blev åbnet og en pakke havregryn, samt noget sukker blev hevet op, hun øste det hurtigt op i en skål, fandt en ske og bevægede sig derefter ind på det lille værelse, hvor en dobbeltseng og et skab stod... Hun smed sig i sengen og greb den bærbarer computer som også lå der... Hun havde en af de dage hvor hun ikke kunne bestemme sig for noget, alt var ligegyldigt og det var også derfor ccomputeren blev slukket igen, ligesåsnart hun havde tjekket mail... Hun sukkede dybt og lændte sig tilbage i sengen, mens hun roligt spiste de havregryn hun havde fundet sig, halvt op og stillede skålen fra sig, gled blot ned i sengen og faldt igen hen i sine tanker... Hendes fortid var efterhånden så tydelig for hende og normalt var det også det hun tænkte på, men ikke denne gang... Denne gang var det den underlige føelse der fyldte hendes krop, hver gang hun tænkte på det... På dén dag, i dén park, med dén person... Ja... Hun kunne ikke selv finde ud af hvad det var hendes krop var fyldt af, men hun vidste at smilet ikke kunne tørres væk, når hun mærkede den... Hun lukkede de grå øjne i og roen flød ind over hendes krop...

Uden for havde Andrew gået, eller gået og gået, løbet i sin naturlige fart. Han vidste godt hvor han skulle hen, og lige netop da han nåede sin possion var der en anden der lige havde givet besked på hvem man var og havde fået lov at komme ind. Da personen så næsten var inde i varmen var Andrew styrtet forbi. Hurtigt var han kommet til den bestemte sal. Han kiggede ned på døren hvor navnet 'Juliet Elan Nikoll' stod. Han ringede på døren og ventede roligt.
Det hele havde gået så hurtigt med ham så han så herrens ud. Han kiggede hen på elevatoren og så sit vilde hår og begyndte at rede det mere ned af så det så normalt ud. Kort efter stod han præsis som før ved døren og ventede på hun ville åbne døren. Han var selv van til at folk ikke var lige så hurtige, som ham, så han var dog tålmodig.
Han havde en sort skjorte på, med ærmerne snoet op til albuerne og en smugle knappet op fortil, en sort og åben hættetrøje, nogle let siddende løse cowboy bukser, med et bælte omkring og nogle nemme og sorte tag-hurtigt-af sko, også kaldet Reebok.

Han havde dog taget sine snakebites af i underlæben og over. Nu var hans skindende, hvide og blanke tænder mere fremtrædende, han smilede bare ikke endnu. I hættetrøjen, i hans lomme havde han en lille puket på tre roser, en som var blevet farvet blå, en hvid og en rød, dem havde han gemt godt så ingen kunne se dem. Han ventede blot på at hun skulle åbne døren.