Just help her... //ÅBENT//

Tidligere inde i byen, havde en ung dame gået ud af sit vindue på trejde etage og så hoppet ned af vindueskarmen og brækkede højre ben og højre ar, da hun landte med højreben først og faldt sammen ned på højreside.
En mand omkring de tyve hvade tilfældigvis lige gået om hjørnet på det hus hvor kvinden havde sprunget ud fra og bar hende op og var ikke et sekund i tvivl om at hun skulle på hospitalet. Manden var dog hjælpsom over for normale mennesker... Som ikke blødte... så han havde derfor været så vennelig at hjælpe den unge dame over på hospitalet i en fart.

Nu sad manden så på en vente stol på hospitalet og ventede på at der var nogen der ville komme ud og sige hvor slemt det var. Han sad i et rum sammen med en masse der var vildt bekymrede. Andrew, som mandens navn var, var dog rolig og ventede doven, med sit venstre ben på de to sidste puder på den hvidbrune sofa i ventestuen.
Han sad og nynnede let til en melodi der normalt ville drive ham, eller andre, tilvanvid, men han havde selv vænnet sig til den melodi.
Han venstre fod vippede roligt til hver side i takt med melodien, han ventede såmænt bare på at nogen ville sige at damen var okay og at det var godt han var kommet med hende, eller at der til at der ville komme en eller anden, og spørge om de måtte side der

Lægen havde været overrasket over at pigen som nu gik ud fra hans kontor, ikke et sekund havde haft ondt... Hun trak vejret dybt en gang og sukkede... Hendes ben var i bandager som hun irreteret prøvede at få af, men da det ikke gik valgte hun at vente... Det var måske også smart, når nu hun skulle vente på hun havde fået medicinen, som også ville ryge i skraldespanden ligeså snart hun kom ud... Hendes lange mørke hår, lå smukt ned over hendes skuldre og hendes mystiske grå øjne betragtede alt let... Hun lagde ikke mærke til nogle færte, da hendes ben irreterede hende så meget... Hun trådte ind i venterummet, ramte duften hende og hun fandt hurtigt kilden til den... Hele hendes krop stivnede og hun bed sig i læben... Alle andre pladser i hele rummet var optaget! Hun gled ned på gulvet at sidde og håbede at han valgte at være ligeglad med det... Angsten løb gennem hendes åre, men hun kunne jo ikke gå, da hun jo skulle vente på recepten... Hun placerede blikket i jorden og bed sig hårdt i læben...

Andrew kiggede over til pigen, som tydeligvis var kommet til skade og så også hurtigt at der ikke var flere pladser. Han gode side over vandt ham og fik hans charmerende side frem. Han smilede blidt til pigen satte sin taske, som havde ligget på gulvet og satte den på stolen. Han gik så stille og roligt hen mod pigen og satte sig ned på hug og kiggede afventede på et blik fra hende. Han vidste godt at hun ikke var et helt menneske og skulle derfor ikke passe så meget på med hende... Men stadig...
”Vil du over og side?” spurgte han og smilede blidt og charmende til pigen, han håbede dog ikke at hans utrolige charme ikke virkede på pigen med det skade ben.
Lige nu håbede han på at lægerne med damen som havde hoppet ud fra huset gjorde sig grundige så det ville tage længere tid før han skulle gå... Eller i det mindste at han kunne gå når hun måtte. Han smilede blidt til pigen på gulvet og søgte efter hendes blik.

En svag hvislen (uhørlig for menneskeøre) gled over Juliet's rosa læber, da hun hørte den fremmede komme derhen imod... Hendes blik var fæstned til jorden og hendes øjne var knebet let sammen... Hendes blik røg op på den fremmede mand og undersøgte ham kort "N-Nej, tak... Jeg sidder fint her" hun virkede en smule kold, men angsten bølgede også gennem hendes åre, hvilket man kunne høre svagt på hendes stammen... Hendes tanker røg tilbage på hendes ulidelige baggrund... Hun vidste ikke hvordan, men hun havde altid været så uheldig... Hun vidste ikke hvordan denne person havde reageret, da hendes blik fortsat var som limet til jorden... Egentlig tænkte hun en smule på om hun havde såret ham, men valgte at skyde tanken væk... Hun kunne ikke rigtig forestille sig det... Hun havde dog alligevel lidt dårlig samvittighed... Skulle hun sige undskyld? Eller skulle hun blot være ligeglad? Hun fæstnede de hvide tænder i den nederste rosa læbe og blinkede kort med øjnene... En underlig ubehagelig føelse fyldte hendes mave... Han kunne jo umuligt være slem når han spurgte hende... Hun rettede blikket op igen og bed sig kort i læben...

"Sikker?" sagde han kort og hurtigt, hun var trods alt den der skadet af dem og det var nok hende der skulle side behageligt i stedet for at side på gulvet, hans muntre smil og hans gemte øjne var charmerende og beroligende, "Du har nok bedre af at side på noget der er beregnet til at side på, i stedet for at side på det kolde gulv," tilføjede han og kiggede kort over 'publikummet' som sad og lyttede med.. Enten var det ham der var spændende, hende der var spændende eller dem begge. Han lænede sig hen mod hende. Helt op af hende, kun med meget få millimeter fra hendes krop og hviskede så lavt, "Juliet Elan Nikoll," hviskede han med en kold stemme. Når hans ånde ramte hendes kindben og hen mod hendes venstre øre ville man normalt få kuldegysninger, men det var ikke sikkert med denne... blande vanskabning...
Man kunne altså ikke være normal hvis man var blandet... Eller var det bare de ren blodet der er unormale?
Hans tanker vendte sig altid og stilte spørgsmålstegn ved hans egne spørgsmål.
Han rettede sig så op så der nu igen var femogtyve, tredve centimeter mellem dem. Han kridhvide marmor hud skinde roligt af hospitalets lys.
Andrew strakte halsen for at få kontrol over sig selv igen, kontrol til ikke at springe på nogle af patienterne eller andre og bare voldsomt tømme dem for blod.
Da Andrew var mindre havde han nemlig været van til at få vild meget blod.

//Skal i seng//

Juliet kiggede på ham med rolige øjne... Hun sad egentlig fint på jorden og hendes 'skade' var ingen skade... Hun havde brækket benet, jo... Men det var allerede helet igen, så der var ingen grund til at hun havde denne gips på... Hun bed sig kort i læben og kiggede på ham med hovedet let på skrå "For det første, så er jeg ikke skadet... Det helede for længst" sagde hun lavt, så ingen andre i det lille rum kunne høre det "Og for det andet sidder jeg fint på jorden" tilføjede hun og fugtede læberne kort... En svag hvæsen flød over hendes læber lige præcis høj nok til at han kunne høre den... Hun var ikke meget for at han lændte sig sådan ind mod hende... Hun kunne desværre ikke vise ham for alvor at han ikke skulle gøre det, da der jo var folk i nærheden, så hun udstødte bare de lave fjendtlige lyde... Hendes blik gled ned i jorden igen og hun klemte øjnene svagt sammen... Hun hadede at hun ikke bare kunne vise hvad hun mente om det han gjorde ligenu... Hun hadede i det hele taget at alle menneskerne ikke kendte til dem... Desværre kunne hun jo ikke bare fortælle dem det, da de fleste af dem alle sammen nok ville blive jagtet... Hun slog blikket op på ham igen og betragtede ham lidt "Du kan høre mine tanker.. Du ved udemærket godt hvordan jeg har det ligenu" sagde hun med en rolig stemme... Han vidste måske ikke hvorfor hun havde det sådan, men han vidste hvordan hun havde det...

//Forslår at emnet sluttes da der har været emne over mobil.//