Det hele er nyt (Sophie)

s: skoven
t: eftermiddag
v: overraskende lunt, men med en let, kølig vind
o: træer, buske og alt det der.
På: mørkegrå bukser der sidder ved hoften.

En ung mand sad roligt på en sten nede ved en lille å.
Den unge mand så træt ud og virkede mere død ind levende, men han var altså levende og sad og så tænkende ned i vandet.
Hans sorte, viltre hår sad ned over hans øjne og man kunne se hans øjne, på havde han nogle lette, mørkegrå bukser som sad nede om hoften på ham, i hans hånd havde noget frugt som han var i gang med at spise.
Åen løb roligt af sted, en kølig vind gled mellem træerne og fik bladene til at rasle, ellers var der stille, ud over, selvfølgelig, alle de andre dyr i skovens lyde, lidt puslen hist og her, en fugl der sang.
Han rakte en hånd ned og lod nogle fingre ramme vandet let, nød lyden af vandet der løb, det var dejligt køligt.
Snart tog han hånden til sig igen og så igen bare tænksom ud, det var tydeligt han mente han var alene.

Hun var godt nok havlvampyr men kunne godt gå i sollyset hvis hun bare havde nok blod fået... Og det havde hun. Hun kig med rolige skridt mod en lille rislende lyd, en lyd fra vand. Dog var der også andet der tiltrak hendes opmærksom hed, Varulven der var i nærheden af åen.
Hun lod med vilje sin duft spræde sig frem, hurtigere end hendes egen hurtige gang. Hendes fingre strejfede roligt og blidt barken på træerne og satte en duft ,som snart ville forsvinde.
"varulv.. Det må vel være min første hanvarulv jeg møder," sagde hun og kunne nemt regne sig til den hanlige del af varulven, som var i mennesket form.
Der var stadig go vej til hendes mål og målet kunne sagtens nå at fjeren sig og gemme sig, der ville bare være meget lille chance for at hun ikke skulle finde ham hurtigt.

Han tog noget frugt i munden og nød da saften gled ud i hele munden.
Frugt havde altid en dejlig sød smag og masser af saft, noget han satte pris på.
Han så pludseligt op da han... mærkede noget? Måske en blanding mellem at dufte, mærke og høre?
Men han kendte ikke lugten, den var en smule menneskelig, men så var det som om en lugt af gammel blod og... Han kunne ikke sætte ord på det sidste, måske... Et eller andet gammelt? Han rystede lidt på hoved, det var også lige meget, hans logik sagde ham det kunne være en vampyr og det ville ikke være så godt, han havde hørt varulve og vampyrer skulle undgå hinanden vis de havde deres liv kært.
Han rejste sig op på stenen og så ind mod skoven for ikke lige pludselig at blive angrebet over ryggen.
Han bandede for sig selv, hvorfor var det også stadig dag? Hvorfor var det ikke nat? Det ville jo være fuldmåne! han knurrede lidt over sin ulykke.

Sophie smilede blidt til sin om verden og trådte så ud i lyset i en nu roligt fart.
En mørkhudet mand stod længere fremme ved åen. Hun smilede en smugle og trådte roligt ud i sollyset og smilede blidt.
"God Eftermiddag," sagde hun og smilede blidt til ham. Hvis hun var fuld vampyr ville hun ikke kunne hun jo ikke komme ud i solen.
Hun så frisk ud, dog så hun ikke lige frem stærk ud men det var hun altså.. Nogen var endda bange for at miste deres hoveder... Lige som i eventyret, Alice i Eventyrland, sødt og spændende eventyr.
Sophie kunne ikke lade være med at smile... Varulven må da være en smugle roligere da han kunne se hun ikke var vampyr... Eller en hel vampyr... Men alligevel brude han ikke hvis han kunne se hendes styrke... Hvis man kunne sige at en normal vampyrs styrke lå på 10 var hendes på 240... Ja... Den er ganget meget hendes styrke... Men det er også af hendes hårde start med at dræbe over 4000 mennesker på en dag bare for at være helt mæt.

//okay, venter bare//

//Rettet (://

Han vidste ikke hvor overdrevent meget styrke halvvampyren havde eller hvor overdrevent mange den havde slået ihjel, men han vidste at han ikke bare ville flygte, ikke igen, ikke som dengang, nu var han jo blevet stærk, nu var det hans tur til at jage andre og han ville ikke lade sig skræmme.
"God? Det havde jeg ikke bemærket" svaret han tilbage, ikke for at være direkte uhøflig, men for at fortælle vampyren at han vidste hun var halvt vampyr og han ikke var bange.
Han slap det sidste frugt som faldt ned ved siden af stenen, mens han fortsat kiggede på hende, ville ikke slippe hende af syne vis hun ville prøve noget.

Et hurtigt skævt smil kom på hendes læber da hun så han gav slip på sin frugt. "Har den gjort dig noget?" spurgte hun og regnede med han ikke ville svare.
"Må man vide hvad køteren hedder?" spurgte hun drillende... Hun elskede at klade alle de der varulve for køter, hvalp, chiwawa og sådan noget... Nogen blev sure andre grinte bare af det...
Sophie smilede blidt til ham og ventede på hans reaktion.
Sophies lange pandehår gemte hendes øjne, de smukke og altid flirtende øjne.

Utroligt en vampyr kunne have sådanne øjne, men det var hun vel bevidst om? Hun lokkede måske tit folk i sit net? Han smilte bare lidt og virkede ellers ligeglad, med kaldenavnet.
"Zean" svarede han og svarede ganske rigtig ikke på spørgsmålet om frugten.
"Hvad med blodsugeren?" den der drilte burde kunne tåle at få det tilbage.
Han rystede kort med hoved så håret gled væk fra øjnene og de kønneste brune øjne frem, livlige, opmærksomme og tildels ganske tiltrækkende.

Sophie smilede blidt til køteren som åbenbart hed Zean... Anderledes, men sådan var navnene nu tildags.
”Jeg vil nu ikke sige 'Blodsugeren' men 'Den Forvoksede Myg',” sagde hun selv om det kunne være fuldstændig ligemeget.
”Sophie,” sagde hun derefter med et smil, ”En glæde at møde dem, Zean” sagde hun og lod sine fingre glide roligt gennem en lille tot hår der han på hendes skuldre. Hun duftede til det. Lukkede øjnene og åbnede dem hurtigt igen.
Sophie gik få skridt tættere på så de ikke stod ti meter fra hinanden, men nu to en halv... Hvis han ville tættere på var det hans valg.

Han grinte kort af hendes svar på kommentaren.
"Har jeg misforstået noget eller burde vi ikke fare i hoved på hinanden og håbe på at slå den anden ihjel?" sagde han mens han så på hende, hun kom ret tæt på og han kunne ikke rigtig finde ud af hvad han skulle, hun virkede ikke osm om hun ville angribe, men på den anden side, kunne man vide sig sikker?

Sophie var ikke sikker på sit angreb selv. Angrib eller prøv at begrave strids øksen?
Hun valgte bare at tale med ham, ikke nogen af delene, men nu var hun selv stærk nok til næsten at slå alle ihjel med sin herres kræft! Hun smilede blidt, "Jeg er jo kun halv vampyr," kommenterede hun, "Vi kan jo bare sige jeg ikke ville tage den side, som ville dræbe dig på få sekunder," forslog hun lidt truende da hun bare ville snakke.
"Men hvis du nu gerne vil slås, så siger du bare til," sagde hun og grinte blidt. Hendes øjne var stadig gemte bag pandehåret, kun få havde set hendes øjnfarve, nok tre personer, to fuldblods vampyrer og....
Ja, hendes herre.
"Men den slås kamp vægler du om skal være for alvor eller for sjov," sagde hun kort og smilede til ham igen.
Hendes kønne, markante ansigt rykkede sig en smugle over mod et egern som løb fra et træ ud mod åen og tilbage til et træ igen.
Hun lod så sit ansigt være mod Zean igen.

Han grinte og lagde armene over kors mens han stod på stenen og kiggede på hende.
"Jamen dog, er du sådan en, en der bare ved hun vinder og kan komme med dårlig skjulte trusler?" sagde han, han brød sig ikke særlig meget om sådanne personer, normalt når man troede man var åh så stærk var man i virkeligheden svag.
Men det var bare hans filosofi.
"Tja, ingen måne, så en slåskamp vil ikke være det værd" sagde han som om han faktisk havde overvejet en kamp
"Så det ville være lidt...unfair" han trak lidt på skuldrene og så på hende, man kunne lige ane de mørke øjne under håret, strålende, fulde af liv og med mere erfaring om visse ting ind man skulle tro.

"Ja jeg VED det!" sagde hun og smilede blidt til ham, "Der er noget ved at man er den næreste tilhænger af Jeniery," sagde hun stolt, men skiftede hurtigt emne, hun kunne ikke lide at blære sig, "Men du syntes det er unfair pga du ikke har en måne," sagde hun lidt drillende og flæbende, selv om man kunne se hun bare lavede gas med ham. Der var jo de sarte typer der bare ikke kunne holde det ud at blive taget en smugle gas på.
Sophie lagede vægten over på venstre ben, satte højre arm i hoften og 6 pistoler kom til syne. Det var hendes normale forsyninger, men det var ikke altid de var nødvendige at bruge.

Han så kort på hendes overdrevne arsenal af pistoler, men virkede ligeglad.
Han smilte og grinte lidt af hendes flæbethed, i sådan et tilfælde kunne det ikke nytte noget at blive sur, han havde faktisk ondt af hende, at hun havde så stort et falsk ego.
Han satte sig på hug på stenen og så roligt på hende, uden at lade sig irritere af hendes forsøg på at irritere ham, der var noget barnligt over det.
Han trak på skuldrene som at stilletiende svar.

Da Zean satte sig smilede hun en smugle og satte sig ned ved overfor ham. Hun regnede ikke lige nu med at det ville ende i en slåskamp. Hun smilede blidt til ham hvor efter hun himlede med øjne da hun tydeligt hørte hans tanke over at han faktisk havde ondt af hende med hendes ego?
Det var heller ikke normalt at Sophie opførte sig sådan, men hun blev nød til at teste hvordan han var og hans grænser ellers er der svært at kende en ven eller fjendes grænser, man skal jo vide hvor grænsen går ellers bliver det svært at over holde dem og overtræde dem.
Hun kiggede på ham igen, "Jeg forudser at vi ikke kommer til at have hverken et godt eller dårligt forhold," sagde hun og klemte øjnene i en smugle.

"Hmmm" funderede han og lod endelig blikket gide rundt på omgivelserne og himlen.
Dog så han snart på hende igen mens han satte sig i lotusstilling.
"Tja...Jeg forudser noget af det samme, nogen gange måske mere uven og nogen gange måske mere ven, men aldrig mere ind det" sagde han, de kunne umuligt blive rigtig venner, for det første var hun bodsuger og det lå ikke i deres natur, for det andet...Hun var lidt for meget.

Sophie var ikke ekstrem aktiv lige nu men mere træt, hun ventede blot på at han ville sige noget mere spændende...
Noget så de kunne snakke, noget så de kunne finde ud af noget mere om hinanden.
Hun hvilede øjenlågene og overvejede bare rejse sig op og gå, hun kunne ikke holde ud med stille samtaler... Det var så... Kedeligt!

Vis det var så kedeligt, hvorfor startede hun så ikke selv en?
Selv havde han aldrig været den snakkesalige type, i hans gamle liv havde ingen rigtig snakket med ham så han havde bare vænnet sig til det.
Han rejste sig op og rystede sine ben lidt for at få blodomløbet igang, mens han så sig omkring, han rystede let på hoved så håret fjernede sig lidt for hans øjne igen.
"Hvad laver du så her?" spurgte han tilsidst, faktisk var det lidt underligt, en vampyr midt om dagen? Han havde altid troet de var afhængige af natten.

"Hygge tur," sagde hun og trak på skuldrende og smilede en smugle, "Jeg er trods alt halvvampyr at du ved det," sagde hun og grinte blidt. Hun elskede at forklare ting flere gange for folk, men det var lidt anderledes for en varulv...
"Hved med dig," spurgte hun med en blød stemme og rejste sig også op, ikke på grund af hendes såkaldte blodomløb, men fordi at hun ikke var sikker på om han gjorde sig klar til at angribe hende.

Han skiftede vægt på benene da han blev lidt rastløs, især da hun rejste sig op, han mærkede lidt at det fjernede den tryghed det havde været der før.
Derfor satte han sig ned igen.
"Det har jeg opdaget" han himlede med øjnene, han havde lidt svært ved folk hele tiden gentog sig selv.
"Slapper af på en forholdsvis rolig dag" svarede han så, nogle af bærene der var fladet på jorden samlede han op igen og rensede i åen for så at spise dem.
Han så på hende mens saften fra bæret flød ud i hans mund, dejlig sødt.