Kulden træder til, og gør alting.. Hvidt?

Årtiden var begyndt at gøre alting koldere, og det havde sneet hele dagen. Det havde denne unge pige på omkring 16, snat 17 dog ikke vidst noget om, så helt uvidende var hun trådt udenfor i sine vaniljefarvede Converse, et par comboybukser, en sort top og ellers en skjorte som stod åben. Derudover havde hun naturligvis sin jakke på, men hun frøs dog stadig. Det var menneskeligt at fryse, og hun var naturligvis et menneske. Et menneske som dog var meget filosofisk og tråede på en del overnaturlige ting. Blandt andet eksistensen af vampyrer, om de så fandtes der hvor hun selv boede, det var hun dog ikke helt sikker på. Hendes mørke hår, som var lidt lysere end sort, men kun lidt, hang ned til hendes skulderblade og dinlgede mod hendes ryg som hun gik. Hun fortsatte ind i parken, hendes converse var våde, og hun frøs. Havde kuldegysninger. Hun besluttede sig for at tage en pause, og sætte sig på en bænk for at tegne den faktisk utrolig smukke natur. Hun havde som altid den slidte lædertaske med sig, hvor hendes vigtigste ejendele lå i. Hendes hud var naturligt bleg, og nu sad hun med benene trukket op til sig, med en notesblik hvilende i sit skød, og en blyant i hånden et fast tag, mens hun betragtede et træ, som hun tog skitser af. Hun ville sikkert vænne tilbage imorgen for at gøre tegningen færdig, og mens hun sad her, forsvandt hun helt væk i sin egen verden. Der fandtes kun hendes kunst, og hende selv, træet foran hende og intet andet.

Som dagene travede, månederne gik, og årene sneglede sig afsted, var den lille by blevet ramt af sne - og meget af det. Og det var sådan en dag hvor Damon ville ønske at han bare kunne gå i hi. og sove vinteren væk. Specielt imens sneen lå tyk på jorden. Det gik ham minimum op til anglerne, og derfor var han også tvunget til at have sko på, samt en hættetrøje til at holde varmen. Sådan set ikke så meget fordi han behøvede det. Nok nærmere fordi det ville se underligt ud hvis han gik rundt i en langærmet bluse, og et par løse bukser, og intet andet? Det var der nok mange der ville undre sig over. Men nu valgte den unge dæmon bare at gå rundt. Han var ikke i humør til så meget andet, og hans lunte var kort. Kortere end normalt. Der skulle intet til at han ville komme i totterne på andre. Han lavede en klagende lyd da sneen trængte igennem hans sorte gummisko.Var der noget han hadede mere end regn, så var det sne. Det var koldere, og så lå det i vejen. "Lorte sne" brummede han irriteret inden han så en anden person.. En pige. Han gik over imod hende og et skummelt smil bredte sig da han så en række tal over pigens hovede. Et menneske.. Det var han hundrede procent sikker på. Han gjorde dog intet endnu. Han ville ikke dræbe hende.. Ikke med mindre hun selv bad om det. Han gik over imod hende, og satte sig på den modsatte sidde af bænken.. eller nej.. Han satte sig nærmest på hug, og førte sig tommelfinger op til munden hvor han bed i spidsen. Han så uden at skjule det på pigen som tegnede et af træerne.

På trods af kulden, og på trods af at årene gik så hurtigt efter hendes mening, gjorde det hende ikke rigtigt noget. Som om, så længe hun levede livet og ikke skulle slåsse med alt for meget, kunne hun sagtens klare dette. Faktisk tog hun rimelig let på de fleste ting, var ikke en der klynkede over livet, og dens op- og nedture. Faktisk, var hun et rimelig posetivt menneske. Hun lagde ikke mærke til at der var andre der passerede hende, netop fordi folk bare gik forbi hende, og det gjorde hende intet. Derfor lagde hun naturligvis ikke mærke til at denne dreng ikke fortsatte, men istedet satte sig ved siden af hende, nærmest på hug, mens han betragtede hende. Eller, noget derhen af. Hun så ned på sin skitse, lod så sine øjne glide rundt, og fik et rimelig stort chok idet hun så drengen som egentlig havde siddet der ret længe. Hun spærrede øjnene en smule op, inden et skævt smil spredte sig på hendes læber. Hendes hjerte hamrede stadig som en sindssyg efter chokket, men det begyndte at være mere normalt igen, som hun kom sig over chokket. "Hej?" sagde hun så forsigtigt, med den blide stemem som tilhørte hende. Ret piget, men ikke sådan at det var klamt, og virkelig uudholdeligt at høre på. Hun lagde hovedet på skrå, betragtede fyren. Havde vidst set ham før, så han måtte være en af de lokale, som ligesom hende var udenfor i ... For lidt tøj?

Ad, ad, ad.. Hvem havde opfundet sne til at starte med? Det var vådt, det var koldt, og det var overalt! Og det var også det var også der hvor man skulle passe på ikke at få sne i hovedet. Det var nok det mest irriterende. Små børn der kastede sne efter hinanden og ramte andre. Det bude være forbudt eller noget. I hvert fald omkring Damon. Han stak hænderne i lommerne mens han gik, indtil at spottede bænken, hvor han slog sig ned. Lod sine blodrøde øjne hvile på hendes ansigt, og glide lidt rundt for at kunne se om hun var en han havde set før. Og han mente at han havde set hende før. Om det var skjult et eller andet sted, med blod over det hele, eller hvor han gik rundt og... ja skildte sig ud på en menneskelig måde, det kunne han altså ikke huske. Så han regnede med at det var mens han bare rendte rundt, og at hun var fra byen. Hvilket hun jo nok var, eftersom at hun virkede som om at hun kendte stedet.
Hans læber trak sig ud i et smil, der næsten kunne være et venligt smil, men så alligevel ikke. "Hej" sagde han roligt, i et lavt toneleje, faktisk hæst-agtigt. Hun virkede utroligt forskrækket efter af at han havde sat sig lige der, og ikke et hvilket som helst andet sted.