en gåtur om natten

yuchi trak på skuldrene kan kunne ikke lige komme i tanke om noget han så lidt rundt hvad var klokken mon ved at være han så på hende igen han stak hnderne i lommerne

//min krea er totalt smuttet sorry//

Sophie sukkede dybt og højlydt og vendte sig væk fra ham, ukreativ dreng, var hendes tanker om ham lige nu... Hun begyndte at gå den modsatte retning en hvor de var kommet fra. Hun lod sit blik siksakke foran sig, ikke noget voldsomt.
*Tænk jeg har givet en blod donor pose til ham...* tænkte hun vredt og fortrød det...

yuchi fik hurtigt fat i det og knyttede sin hånd " ja undskyld jeg ikke plejer at lave så meget " sagde han surt og vendte sig og begyndte at gå "tsk sikke en idiot * tænkte han vredt og gik hurtigere dog stadig som et menneske kunne gå

Sophie smilede en smugle dog vidste hun at hun ikke selv kunne holde sig væk fra selvskab, altså kan hun ikke holde sig væk fra Yuchi lige nu. Hun forsatte nogle meter men vendte automatetisk, men fik overtalt sig selv til at ændre det hun rigtigt ville gøre, "HOLD DIG FRA MIT HOVED!" råbte hun og mente selvfølgelig at han ikke skulle læse hendes tanker.
"Du løber fra livet, du er jo ude af dig selv, vi mødes måske igen..." mumlede hun roligt det var en sang hun enlig havde lyst til at råbe vildt højt... lidt for bare at irritere Yuchi men ikke meget...

" du kan vel være ligeglad med om jeg roder i dit hoved eller ej " sagde yuchi han stoppede dog op men vendte sig ikke " jeg løber ikke fra livet jeg lever det eller dte liv jeg nu har * tænkte han

Hun vendte sig brat om, "DET ER EN SANG!" skreg hun og vente sig om igen og gik videre. Hendes vrede var steget af at han ikke kunne finde ud af hendes hoved. Hendes hoved var 'specielt' lavet så det var kun meget få der kunne forstå hendes tanker... Meget få..

" hvis jeg skal holde mig ude af dit hoved skal du også holde dig fra mit " sagde yuchi hårdt hvis han skulle holde sig fra hende skulle hun fandme også holde sig fra ham noget fro noget det var ahns politik og det ville den nok blive ved med at være i lang tid

Sophies vrede var steget igen. Hun knyttede sin højre hånd og hamrede den kort og hårdt ind i træet og det væltede ned langs siden, med et kæmpe brag. Hun ville ikke svare ham, han ville bare pisse hende mere af.
Da hun mærkede braget i sine øre og mærkede vibrationerne fra træet fik hun det ekstremt bedre. Hendes stemme blev rolig og utrolig lav, "Det skal altid ende sådan her..." hulkede hun for sig selv. Hendes minde om det her gik på hendes bryllup der gik i stykker inden 'show time'. Hun mærkede hvordan hendes vrede steg men blev gemt af sin angst for at få flere flashback en bare brylluppet.
Hun begyndte at ryste og satte sig ved træet og vidste at hvis hun var et menneske ville hun tude... Men hun holde det inde lige nu
Hun mærkede hvordan hendes hoved blev fyldt med gamle tanker fra den gang. Der hvor folk frygtede at dø, der hvor folk ville væk fra Sophie, men nu kunne hun kontrollere sig selv! Ikke to hundrede mennesker der skal dø, på en dag på grund af hende.

yuchi så på hende og så på det væltede og tænkte diskret * sagde jeg noget forkert eller hvad har jeg gjordt siden hun blev så vred " han træk på skuldrene og satte sig ned han så væk fra hende igen eller han så på hende ud af øjenkrogen så hun ikke lagde mærke til det hun skulle nødig blive mere sur end det hun var der yuchi bed sig en smule i læben og sagde ikke mere han var ikke bange

Hun satte sig ned hurtigt op af træet og mærkede vibrationen af at han satte sig.
Hendes tanker i hovedet overdøvede hinanden og skændtes vildt,
*"SLAP AF SOPHIE!"* sagde den positive side.
*"HUN TAGER DET SOM DET KOMMER FJOLS!"* Råbte den negative side, i hovedet på den anden.
*"LYDT TIL MIG SOPHIE! SÅ GÅR DET HELE SOM SMURT!"* skreg den positive og lod håb om at Sophie ville vælge side.
*"NEJ LYDT TIL MIG!"* råbte den negative som ikke gav op uden kamp.
*"GÅ OVER OG SIG UNDSKYLD!"* råbte den positive, hvor efter tankerne forsatte i en endeløs kamp om at hun skulle vælge side.
Hun kiggede ned mod jorden og på sine ben der formede et liggende firtal.
Hun lod højre hånd, som havde smadret træet ned, pille ved den barken. Hun bed sig i læben da hendes tanker gav hende gode i ideer og dårlige ideer.

"Undskyld at jeg blev så agersiv" mumlede hun lavt og vendte ikke blikket fra jorden med hendes ben liggende på, hendes fingre blev også ved med at pille ved barken.

" gør ikke noget " mumlede yuchi og så ned i jorden han bed sig let i læben og ville nødig gøre hende sur igen selvom det var lidt sjovt men nej han ville ikke have revet sit hoved af fordi han sagde noget forkert eller noget så han sad bare tavs og kiggede lidt rundt

Hun lod en dyb indånding køre ind i hende, selv om det var unødvendigt hjalp det på hendes agersivhed.
Hun lod sig læne op af træet og kiggede frem for sig og lod blikket så flade mod jorden. Hendes højre hånd pillede stadig ved barken bare et andet sted. Hendes blik kørte roligt hen mod træets ende der hvor den var revnet, og i retning mod Yuchi... Hun var blevet helt roligt igen...
Hun lo roligt da hun udmærket vidste at han syntes det havde set lidt sjovt ud, men dog ikke ville gøre eller sige noget forkert til hende... Han vidste hvad straffen var for det. Hun smilede en smugle og kiggede så op mod Yuchi igen.

han smilte let og skævede mod hende hans smil var halv køligt halvt glad hans blik var køligt som altid

Sophie smilede en smugle... Hun ville ikke starte samtalen igen selv om hun var fristet til at gøre det. Hun lo sig rette lidt på sit vaniljeblonde hår og fjernede noget af sit pande hår fra sine øjne og man kunne rigtig se hendes smukke forskellige øjenfarver.
Hun kunne snart ikke holde ud ikke at sige noget og smilede som om hun holde et grin inde, som hun iøvrigt også gjorde.
Hun bekæmpede så sin latter og smilede roligt til ham.
Pandehåret havde sin egen vilje og fløj ned i hendes øjne igen. Smuk bevægelse af håret.

han smilte tilbage til hende og havde ikke noget imod tavsheden der hang i luften han så væk fra hende igen og lidt rundt han smilte bare let men langsomt frosvandt ahns smil han var st5adig glad men ja nogen gange mistede han bare sit smil og så neutral ud

Sophie var stille og lod sit smukke blik glide ned i jorden hvorefter det drejede sig omkring træer og buske. Bare for at udforske stedet noget mere end det hun havde set. Hun rejste sig forsigtig op og begyndte forsigtigt at gå rundt om træerne med lette og elegante skridt.
Hun havde fundet noget der var lidt spændende og som gjorde hende nysgerrig.