The Lonely Girl

Kellan så koldt på hende uden at slippe hendes øjne af syne imens han knytte hænderne let og gik mod hende imens hun gik bagud, men denne gang ville han ike lade hende slippe nu sku han ha sin mad og det var noget hun ikke ku endre på for han fik altid sit bytte i sidste ende men når han drak blod fra andre vampyre lod han dem ovreleve, han væssede tilbage"kom her jeg skal kun ha lidt blod, det nytter ikke at flygte jeg vil jage dig i al evighed så overgiv dig nu og du for lov til at leve"sag han koldt med den tiltrækne stemme som gav hende trang til at komme så tæt på ham som muligt.

Maria Louise væssede vredt, men stoppede op. Hun hade ham, men endnu mere sig selv for at hun ikke kunne lade være med at lade sig fortrylle af hans stemme. Hun trak vejret dybt og stirrede arigt på ham.
De ellers så funklende røde øjne begyndte langsomt at blive mere blege..tågede.
En gråsort tåge begyndte at krybe i mod dem begge, fra siderne. En tåge som blev skabt af hende, men som hun ikke kunne styre. Når den først havde omhyldet dem begge helt, ville ingen af dem kunne se, snakke eller rører sig. Hun havde aldrig lært at kontrolere denne evne, hun styrrede ikke engang sig selv når den automatisk blev aktiveret. Den ville bræne dem begge fra energi, så de kun ville kunne sidde og glo ondt på hinanden når den igen forsvandt.
Mens han nærmede sig hende, nærmede tågen sig også. Lige så langt han var fra hende, var tågen fra dem begge.

Kallen stoppe op da han så tågen og mærke at han blev svager men han kæmpe imod så godt han ku ved at knytte hænderne hårdt sammen og væsse højt men der kom igen lyd eller han ku slet ikke åbne munden han prøvede på at holde sine kræfter men tågen kæmpe godt imod ham og han ku snart ikke gøre mere han ville snart ende med ad side nede i vandet og ikke ku snart ikke kæmpe imod længre han ønske blodt at tågen vikle forsvinde men vidste at den ikke forsvandt før han faldt sammen men han håbe dog på hun også blev svækket, han holdt hænderne hårdt knyttet og mærke hans negle bore sig ind i hans hud og så a få bloddråber løb imellem hans fingre.

I takt med at tågen omhyldede dem og blev tungere og tykkere, blev Maria Louise's røde øjne helt hvide, hendes mund stod halvt åben og tilsidst blev tågen så tyk og tung at ingen af dem kunne se noget som helst. Hun følte somom hun blev kvalt, selvom hun ikke kunne blive kvalt, fik hun altid fornemmelsen af det når evnen blev aktiveret.
Hun kunne ikke engang tænke klart mere. Tågen sugede deres energi og kræfter. Hun begyndte at svege i benene, da tågen bare blev tykkere og tungere omkring dem. Den ville få dem begge til at falde sammen inden længe. Hun viste at det stadig ville være hende der havde flest kræfter tilbage, men ham her var stærk, så det ville ikke være særlig mange kræfter mere end han ville havde tilbage.
Virkningen af tågen kunne tage over en time at aftage og kun lige så langsomt ville de få deres kræfter igen.

Kellan kæmpe men tågen blev tykker samt tunger og han ku ikke længre se hende og hans ben ku snart ikke bære hans vægt længre men han kæmpe indtil han ikke ku mere, men efter et par sekunder ku hans ben ikke mere og han endte med at side i vandet og stirre ud i luften uden at ku bevæge sig særligt meget, han mærke tågen suge energi ud af ham men han blev dog ikke helt slap for han kæmpe stadig invendig med at holde sig oppe og prøve at beholde noget enegi men det var svært, han ku ikke se hende men ku dog føle at hun var her selvom hans saner var lukket ned som om nogle havde taget strømmen fra ham og suge hans kræfter ud.

Maria Louise's mund gik op og i flere gange. Hun stirrede tomt ud i luften, lige indtil hende ben gav efter under hende. Hun gled ned på knæende, hendes arme hang slapt ned langs hende sider og hendes hænder var knyttede hårdt sammen, så knoerne blev hvide, hvidere end hende hud var. Hun kæmpede for at slukke for tågen. Hun hadede den.
Hun mærkede hvordan den langsomt sugede hende kræfter ud af hende, hvordan hun blev svagere og svagere. Hun bed tænderne sammen, og kæmpede imod den, selvom hun viste at den ville vinde. Både over hende og Kellan. Den ville først slippe når han var blevet drænet for energi, først da ville faren være ovre. Sådan da.

Kellan kæmpe inde i sidt sind men hans krop havde givet op for hans krop var slap og han ku næsten ikke side oprejst da hans ryg var slap men han blev dog sidne, han mærkede at enegien forsvandt fra hans sind og at han tilsidst intet ku mærke eller tænke, han faldt bagover og lå med hovdet let over vandt fordi de ikke var så langt ude så han ku stadig bunde, han ku intet og når han engang vågne fra dette ville han være blodtørstig og ret så farlig fordi enegien ville komme tilbage til ham og gøre han frik igen men nu var han svag lige så svag som hun var.

Maria Louise spillede øjnene op og gispede, da tågen utroligt hurtigt trak sig ind i hende. Hun snappede efter vejret, da hun blev slået omkuld af den. Hun stirrede op i natte himlen, mens hun blinkede med øjnene. Som en slags tårer forlod det hvide hendes øjne og efter at have blinket et par gange, havde de deres normale mørkerøde farve igen.
Hun var stadig svag og hun viste at der ville gå noget tid inden nogen af dem overhovedet ville kunne stå op uden at vælte. Hun drejede hovedet en smule og så på ham. Hun lukkede sine øjne og trak vejret roligt, mens hendes kræft meget langsomt fandt på plads igen. Men der ville stadig gå et godt stykke tid, inden de ville kunne rejse sig op. Og endtil da var de lige, og efter som han var stærkere end hende ville der gå lidt længere enden han havde fået sin fulde styrke igen. Men som sagt, der imens vil de være lige.

Kellan mærkede tågen forsvandt og fik med bevær drejet hovdet let så han ku se på hende men han ku dog ikke lade vær med at smile hånligt fordi hun også lå ned som ham selv men han så dog op på himlen igen og lukke øjne, han følte at enegien kom igen men det gik langsomt og det var næsten ikke til at holde ud for han gad ikke ligge her mer for månen ville snart gå ned og solen komme fram og så ville han brænde op vis han ikke nøde at søge ly i skoven for han ville ikke nå hjem til sin villa i bjergne som lå langt herfra.
//logger ses imorgen//

Maria Louise lå helt stille, mens hun ventede på at få nok kræfter til at kunne rejse sig op og søge ly for solen. Hendes øjne var stadig lukkede og hendes vejrtrækning langsomme og rolige. Sådan lå hun i lang tid, inden hun havde kræfter til at rulle om på maven. Hun satte hænderne ned i sandet under sine skuldre og lå et stykke tid endnu, enden hun havde fået kræfter nok til løfte sig op, trække benene ind under sig, så hun sad på knæende. Hun skævede kort til ham og bed tænderne sammen. Hun hadede at være så tæt på ham, men hun kunne stadig ikke rejse sig helt op. Hendes krop ville ikke lystre, og hun hadede at være tæt på nogen som helst. Og så gjorde det det heller ikke bedre at hun viste at der var lidt over en time til solopgang. Hun vente ansigtet væk fra ham og lukkede igen sine øjne og trak vejret gennem næsen.


//Okay//

//hey må nok lave et nyt emne for jeg kan ikke blive vampyr men bliver varulv så emnet er droppet men vil du lave et nyt?//

//Kan du ikke blive vampyr?? Og okay, vis du laver det//

//nej må ikke desværre, ej vil du ikke nok lave det er ved at finde et billed af Kellan som ulv//

//Hvorfor dog ikke? Okay, men der går lige et øjeblik, skal ordne noget først//

//okay iorden og tak;)//