Løbetur ved daggry

Ariana åbnede øjnene, da hun følte noget mod sit ben. Hun kiggede tøvende ned. "Det der er så upassende," mumlede hun. Hun trak vejret dybt og prøvede at holde sig selv fra at besvimme. Hun rynkede panden og bed sig i underlæben. Hun tog sig til hovedet og fokuserede på at holde sig ved bevidsthed. Hun sank en klump og så ned på ulven igen. "Helt seriøst?"

Kellan så op på hende og rykke sig lidt væk hvorefter han rejste sig op å forpoterne hvorefter han lukke øjne og blev langsom til den menneskelige side igen og så på hende"det du så før var min anden side den side jeg er mest"sag han roligt til hende hvorefter han kørte en hånd gennem sit hår, det var måske mystisk at han i ulveform har hvidgul pels når han som menneske har brunsort hår.

"Jeg regnede den ud," mumlede Ariana. Hun satte sig ned på jorden, da hun begyndte at føle sig svimmel. Hun sank endnu en klump. "Det er din skyld, hvis jeg besvimmer.."
Hun trak benene op under hagen, lagde armene om benene og rokkede sig frem og tilbage. Hun lagde hovedet på knæene og lukkede øjnene. Hun prøvede at trække vejret så stille og roligt som muligt.

Han så lidt på hende men satte sig så ned over ved klippe vægen og lænede sig roligt ind mod den imens han så over på hende"jeg skak nok holde øje med dig"svarede han roligt og så så op på himlen.

Ariana vendte sig rundt med et sæt. Hun kastede op på jorden bag hende. Hun hostede kort, hvorefter hun rejste sig og tumlede lidt væk fra der, hvor hun lige havde siddet. Hun lagde sig ned på det sted, hvor han i første omgang havde fundet hende. Hun stirrede op på himlen og begyndte at bide negle, som hun altid gjorde, når hun var ude af sig selv.

Kellan sukke svagt over at han havde været så dum at afsløre sig selv og nu at ha gjordt hende ret dårlig det var jo ikke det han var ude på langt fra så det her gik ham på, han lukke øjne og lod tankerne flyve lidt rundt får han rejste sig op og gik hen til hende og satte sig på hug vd siden af hende, han lag en varm hånd på hendes skulder og så nervøst på hende"undskyld"mumlede han lavt.

Ariana åbnede stille øjnene. Hun havde lyst til at svare ham, men der var ingen ord tilbage lige nu. Hun havde mistet sin sydende attitude og havde svært ved at forholde sig til situationen. Hun vidste ikke, hvor hun stod overfor sig selv eller overfor ham. Hun havde kvalme og var i chok.

Kellan så stadig nervøst på hende og fjerne sin hånd da han trode at det var derfor hun nu så på ham"jeg sku ikke ha forvanlet mig, men jeg gjor det kun for at vi´se dig hvorfor jeg er mærklig jeg er ikke menneske men har været det men du må ikke være bange for mig jeg vil ikke skade dig"sag han stille og så så lidt væk.

"Jeg er ikke bange for dig," mumlede Ariana stille og betragtede ham fortsat. Hun satte sig langsomt op. Hun bøjede hovedet et øjeblik og overvejede sine ord vel. "Man skal aldrig undskylde for noget.. Du kommer til at spilde dit liv så.." Hun prøvede at smile. "Tænk over det."
Hun gned sin pande.

Han så over på hende igen"godt"svarede han stille og løftede så undrene brynet da hun sage noget andet nu"hmm ja du har nok ret"svarede han hvorefter han rejste sig op og så lidt rundt for at finde ud hvad han enligt sku nu men han ku dog ikke finde på noget.

Ariana stirrede på ham i noget tid. "Hvor længe har du kunne det der?" røg det pludselig ud af hende. Hun lagde hånden over munden og så ned. Hun følte virkelig, at hun stod i en akavet situation lige nu. Hvad katten sagde man overhovedet til en fyr, der viste sig at være en varulv. Det var jo ikke normalt! Så hvordan kunne det lige lade sig gøre?

Kellan vendte sig om mod hende og betragte hende let men tænkte dog lige over sit svar før han sag"har ku dettte i 6 år nu"svarede han og så op mod himlen men så igen på hende"du må love mig ikke at fortælle det her til andre"sag han så lidt alvorligt da han ikke gad han folk rende rundt tæt ved hans hule for at se ham.

Ariana nikkede til begge ting. Hun snakkede stort set aldrig med nogen, så det burde ikke være så svært. Hun skulle lige til at sige det til ham, da hendes telefon ringede. "Undskyld mig," mumlede hun og trak sin mobil op ad lommen. "Hallo?" Hun sukkede, idet det gik op for hende, at det var hendes stedmor, der havde ringet. "Jeg ... men ... pas dig selv!" Hun udbrød en irriteret lød og lagde på. Hun lagde telefonen tilbage i lommen.

Kellan så lidt på hende men da hendes telefon ringe var han nød til at se væk for ikke at lytte til hendes samtale men da hun var ferdig så han igen på hende"det er okay"svarede han og sendte hende et let smil, han prøvede nu på at virke mere menneskelig for hendes skyld.

Ariana fremtvang et smil. Det var unormalt for hende. At være omkring en person uden at have sagt noget ondt eller bare lettere respektløst til personen i så lang tid. For at tænke på noget andet end det lige et øjeblik, tog hun atter mobilen op ad lommen og vendte den i hånden. Hun lagde hovedet på skrå og rejste sig op. Hun vendte sig om mod klippen og kastede mobilen lige ind i den et stykke væk fra hvor han stod. Hun smilede tilfredst. "Så vil hun ikke kunne plage mig længere - i hvert fald ikke indtil jeg kommer hjem."

//logger af ses imorgen//

//Ses//

Kellan så op mod himlen men da mobilen ramte klippen gav det et sæt i ham hvorefter han så over på hende med et undrene blik"hvad?"spurgte han undrene og gik lidt væk fra klippevægen igen og gik et par skridt hen mod hende.

"Lang forklaring," sagde Ariana blot og trak på skuldrene. Hun gik hen til den smadrede mobil og begyndte at trampe tilfredst på den. Hvis det skulle være helt sandt, så havde hun faktisk lavet dette stont før. Det morede hende umådeligt hver eneste gang hun gjorde det. Og hun gjorde det gerne igen. Hun vendte sig om mod varulve-drengen med hovedet på skrå.

Kellan nikke svagt"når okay"svarede han men ku ikke lade vær med at se undrene på hende imens hun hoppe på sin telefon han rak dog svagt på skuldren og kørte en hånd gennem sit hår"hvorfor kigger du sådan på mig?"spurgt han så undrene.

"Kigger på dig hvordan?" spurgte Ariana med et hævet øjenbryn. Hun satte sig op ad klippen med lukkede øjnene. Hun follede sine hænder og slappede af. Det kørte stadig lidt rundt i hendes hoved, men hun vidste nu, at hun klart ville overleve ckokket. Hvorfor skulle hun dog ikke det? Hun åbnede langsomt det ene øje og skævede hen til ham.

Kellan rejste sig op og gik hen til kanten af stien hvor han satte sig ned og lod bene henge ud over kanten "hm du lag hovdet lidt på skrå og sådan"svarede han og så lidt rundt før han lag sig lidt ned og tog hænderne om bag hovdet og lukke øjne for at nyde vejret.

"Jeg prøvede bare at finde ud af den egentlige grund til, at du viste dig for mig som en ... ulv," mumlede Ariana bare og rystede på hovedet. Hun missede med øjnene, idet hun kiggede op på himlen, hvor solen efterhånden stod klart og skinnede ned på dem. Hun lukkede øjnene og lænede hovedet tilbage igen.

Kellan dreje hovdet let så han ku se hen på hende"hmm vill bare vise dig at der er en grund til at jeg er mærklig"sag han stille og lukke øjne lidt og nød solen som varme hans krop mere op end den før var, han elske virklig solen.

"Der må være en større grund," mumlede Ariana og skyggede for solen med hånden. Hun åbnede øjnene og skævede hen til ham. Hun rettede sig op og så tøvende op mod solen. "Har du ur med?" mumlede hun og kløede sig på kinden.