En nat på stranden. //Maria Louise//

Tid: 19:00
Dag: Lørdag
Dato: 7. december
Vejr: Mørkt og koldt, men ellers skyfrit. Månen lyser på sit højeste.
Omgivelser: Det rolige hav og stranden.
Tøj: En sort jakke, lidt løstsiddende bukser og et bind for øjnene + bare fødder.

Akira stod med sine fødder i vandet. Det var dejligt roligt kunne mærke og koldt.
Hun ønskede virkelig, at se det. Det var så længe siden.
Hun smilede halvt for sig selv. Hun lagde hænderne i lommerne og sukkede dybt. Det hele var så svært. Skulle hun tage bindet af? Se havet igen? Men hvad hvis der kom nogen og hun så på dem? Tanker rungede i Akira's hoved. HUn rystede let på det, for at for dem.
Det lykkes. For en stund.

Maria Louise, en ung udseende kvinde med rødbrunt langt hår og vagtsomme mørkerøde øjne, kom gående i strandkanten. Hun skævede kort op til månen, hendes ensomme ven, som hun kaldte den. Den havde fulgt hende gennem hele hendes liv, gennem smerte, lykke og smerte igen. Hun havde et par mørke tæt siddende jeans og en sort bluse, hvor ærmerne var skubbet op til albuerne, så man kunne se den blege hud på hendes arme, der lyste kridhvidt op i lyset fra månen.
Hendes lange hår svagede hver gang hun tog et skridt frem.
Maria Louise stoppede op da en fært af en kvindlig vampyr ramte hende, hun løftede sit blik fra sandet til en kvindelig skikkelse længere fremme. Som altid når hun mødte andre på sin vej, blev hun vagtsom. Men grunden til dette var at hun ikke havde fået vampyrs styrke, men hurtighed havde hun fået. Men fordi hun ikke var stærk som nogen anden vampyr, havde hun i stedet for fået evnen til at løbe hurtigere.

Akira havde løftet armene, for at tage bindet for øjnene af.
Hendes stivnede da færten af en kvindelig vampyr. Hun fjernde hurtigt hænderne og stak ned i lommerne igen. Hun vendte halvt om mod hende.
HUn overvejede at sige hej, men hvad hvis kvinden ikke engang gad hilse på hende? Nej, hellere være uhøflig end det.

Maria Louise's øjne rettede ind på bindet som pigen bar. Måske udgjorde hun ikke en særlig stor trussel.
Hun gik langsomt hen imod hende, med vagtsomme skridt. Det virkede ikke til at hun havde tænkt sig at hilse, hvilket Maria Louise heller ikke hvade tænkt sig.
Hun lagde hovedet en smule på skrå, så det lange hår faldt ned over hendes højre skulder. Hun så ikke ud somom hun var blevet forvandlet i samme alder som Maria Louise, men Maria havde jo også været voksen med sin egen familie da hun blev forvandlet imod hendes vilje. Hun blev stående 30 meter fra den kvindeligevampyr, ikke særlig langt for en vampyr som Maria Louise.

Akira eneste styrke 8dover sin evne var sin opfattelses evne. Hvis kvinden angreb ville hun komme hurtigt ud af vejen. Og hun var også pænt hurtig, hvis hun selv skulle sige det.
Hendes evne skulle blive, den sidste udvej. Hun ville bruge sin viden, til at såre sin modstander. Det plejede at hjælpe, men Akira gys ved tanken om evnen. Hun havde altid hadet den, og det var ikke ændret.
HUn overvejde igen at sige hej, men gjorde som før.

Maria Louise blev stående, hun tog aldrig det første skridt når hun mødte fremmede på sin vej, hun havde fået så mange slag gennem sit liv og hun ønskede ikke flere så hun havde opbygget en mur om sig, der havde gjordt hende afvisende mod andre.
Hendes mørkerøde øjne hvilede på pigen, det så ikke ud til at hun var så meget stærkede end hende selv, men man kunne aldrig vide med vampyr.
Så hun blev stående vagtsom og påpasselig.

Akira tog mod til sig. Hun vendte sig om mod vampyren "Vil du mig noget?" hun lød ikke vred, ikke glad bare neutral.
Sådan var hun: Neutral.
Hun gik lidt længere ud i vandet. Det var dejligt køligt og vandet smød sig om hendes ankler. Hun afventede kvindens svar.

Maria Louise så på hende mens hun snakkede. "Dem vil jeg intet"svarede hun med sin stemme, der lød som tusinde lokkende sølvkirkeklokker. Men stemmen viste ingen ting, ingen form for følelser. End ikke hendes ansigt viste noget, kun de mørkerøde øjne, som folk helst undgik, viste noget. Vagtsomhed.
Maria Louise begyndte at gå igen, hun var på vej på jagt og skoven begyndte i den anden ende af stranden. Hendes øjne hvilede på vampyrens bevægelser da hun gik forbi hende oppe på stranden. Det lod ikke til at nogen af dem ville sige noget nødigt til hinanden, så hvorfor blive?

Akira følte et lille ønske snige sig ind på hende. Hun ville utrolig gerne lære andre at kende, men hun var slev ret indelukket.
'Dem vil jeg intet' havde kvinden sagt. Hvad det godt eller dårligt?
Selvom Akira gerne ville snakke med kvinden viste hun ingen følelser. Gammel vane.
"Hvad er dit navn?" spurgte hun. Stadig neutral.

"Maria Louise O'Connel" Svarede Maria Louise automatisk, fra da hun var helt lille havde hun lært at sige sit navn, som det havde passet sig for hendes stand den gang. Ellers havde hendes mor slået hende, hvilket hun alligevel havde gjort, og ved at fortælle sit navn, viste folk hvem og hvad hun var. Hendes mor's familie havde den gang været kendt af alle i London's gade.
Maria Louise var stoppet op og så ud på hende. "Hvad er deres egent navn?"

"Akira" svarede hun bare.
Hun sagde næsten aldrig sit efternavn højt, da det var lidt pinligt. White? Dumt!
Hun lagde hovedet lidt på skrå. Hun ville gerne finde ud mere om Maria, men det skulle komme Maria's egen mund. Hun kunne mærke, at deres samtale var begyndt at gå istå, men hun anede ikke hvad hun skulle gøre for at holde den igen. Måske bare blive ved at stille spørgsmål?

Maria Louise så på Akira med et løftet øjenbrun. Hun var van til at folk sagde deres efternavn når hun gjorde det. Hvilken der i hendes tid, havde været en selvfølge at man gjorde, for at den man snakkede med kendte ens stand, eller i det hele taget for at være høflig. Men det gjorde man vel ikke længere.
Maria Louise havde altid været nysgerrig, selv da hun var menneske. Men efter sin forvanligt skjulte hun det utroligt godt, bag den neutrale maske hendes ansigt udgjorde. Men alligevel var hun nysgerrig over hvorfor en vampyr gik med bind for øjnene. Men selvfølgelig spurgte hun ikke. Hun overvejede at gå videre.

Akira begyndte, at kede sig, men gik ikke videre og hun vidte godt hvorfor.
Ønskert om at lære andre, at kende efter så lang tid, var stort. Så stort at det overskyggede alt andet. Hun så Maria's hævede øjenbryn, men tog sig ikke videre af det.

Det var sjældent at Maria Louise startede en samtale, med andre. Hun var meget tilbage holdene overfor personer hun ikke kendte.
Hun så Akira an et øjeblik mere, men begyndte så at gå lige så stille i mod skovens start der lå i den anden ende af stranden. Hun kunne egentlig løbe strækningen på under et 1 sekundt, men hun ville helere nyde nattens stilhed.

Akira's krop reagerede. Hun løb op til Maria Loiuse og lagde en hånd på hendes skulder. "[b]Undskyld, jeg er lige kommet tilbage. Jeg har været væk i 100 år, bogstaveligt talt, og har brug får noget hjælp, please?".
Det lød som om hun tiggede vampyren på sine grædende kbæ og det gjorde hun msåke også. Men det var ikke pointen. Akira havde virkelig brug en ven, hun vidste stadig ikke hvorfor, men måske kunne de blive venner... Eller kunne de?