It's a beautiful night - Ethan

Mørket havde sænket sig over søen. Stjerne som pyntede himlen spejlede sig i søens vand, og midt på søen spejlede den store måne sig. Den kastede et ligblegt lys ned mod vandet som blev kastet tilbage og lyste søen op i et sløret lys.
Maria Louise som sad på en sten ikke så langt fra vandkanten, så med de røde øjne mod søen. Hendes blege hud lyste i skæret fra månens lys. Det røde hår hang løst, langt ned af hendes ryg. Hun lagde hovedet en smule på skrå og lyttede til de få lyde af puslen i buske rundt omkring. Hendes hår faldt ned over hendes ene skulder. Hun kastede et kort blik op mod månen og sukkede svagt. Den havde altid været hendes eneste ven. Den havde altid været der.
De røde vagtsomme øjne gled hen over søens sorte vand.

Ethan skyndte sig gennem skoven, han nærmest løb så hurtigt at kun hvert andet skridt rørte jorden, han var på vej mod skoven, foran ham løb et menneske af mandligt køn på ca. 20 år.
Ethan var sulten og ville ikke lade hans offer slippe, han halede ind på sit offer.
Manden stoppede ved søen og troede at han havde rystet vampyren af sig, men da han vendte sig om stod Ethan der, et hjerterystende skrig, mere nåede manden ikke at sige før Ethan sad i halsen på ham og sugede løs.
Ethan løftede øjnene, og så en dame mindre end 40 meter fra ham...
Ethans lugtesans opfattede meget hurtigt at pigen var vampyr, Ethan rejste sig og kiggede mod damen og tænkte *Vil du have en tår eller to?* tilbød Ethan, så de ikke skulle komme op at slås om den døde.

Maria Louise havde rejst sig op, så snart hun havde fået færten af et menneske og en vampyr, en han?
Hun var altid vagtsom, overfor andre vampyr da hun ikke var nærså stærk. Men til gengældt var hun hurtigt, meget hurtig.
Lige som en mand kom løbende ud fra skovkanten, tog hun et skridt frem og blottede sine tænder, da varmpyren dukkede op og kastede sig over mennesket.
Maria Louise lavede en lav væse agtig lyd. Da den unge mand tilbød hende at være med gennem sine tanker. Hun gik langsomt hen imod ham, da lugten af blod lokkede hende. Men hendes skridt var langsomme og vagtsomme, og de røde øjne hvilede på vampyren for at se om han havde tænkt sig at angribe og om det bare havde været en forsøg på at få hende tættere på for der efter at dræbe hende. Hun havde været udefor det mange gange og stolte sjældent på fremmede.

Ethan trak sig tilbage da han opdagede damens mistænksomhed, han bakkede ca. 20m før han satte sig ned og ventede på at pigen kunne noget at drikke.
Ethan kiggede på pigen og tænkte igen *Hvad hedder du? - Jeg hedder Ethan.".
Ethan rejste sig og satte sig ned i vandkanten og undgik lige præcis at blive våd.
Ethan smilede til den anden vampyr, man kunne se hans tænder, normalt når han blottede tænder var det et advarselssignal, men denne gang var det bare ren venlighed.

Maria Louise gneb sine øjne lettere samen og så på ham, da han bakkede væk fra mennesket. Lige så snart han satte sig ved vand kanten, stod hun ved mennesket. Hun satte sig på hug, greb fat om dens krop og trak den op til sig, hvor hun satte sine hugtænder i lige under, de andre to huler efter hugtænder.
Hun tømte hurtigt kroppen fra det sidste blod og skubbede liget fra sig.
Hun rejste sig op og så på vampyren. Stadig på vagt, som hun altid var.
"Maria Louise"svarede hun med sin stemme som lød som tusind vis af sølvkirkeklokker. Hun talte sjældent gennem sine tanker med fremmede, da hun helts ville føre andre væk fra hendes tanker, ved hjælp af hendes lokkende og forførende stemme. Et brugbart våben til at lokke et bytte frem med, men ikke en ting som var nødvendigt for hende, for at få føde..

Da pigen begyndte at tale almindeligt til Ethan gik han langsommere tættere på pigen, for at forsikre sig for hun ikke lavede et angreb på ham.
Som vampyr vidste han at ikke alle vampyrer var lige flinke overfor hinanden, personligt var han ikke selv specielt glad for andre mandlige vampyrer, dog angreb han dem ikke, ved mindre han var rigtigt gal.
Ethan nikkede og sagde "En køn ung dame, med en flydende og behagelig stemme, må jeg få den ære at konversere med dem?" spurgte Ethan og bukkede pænt, i en hilsen.

Maria Louise's røde vagtsomme øjne hvilede på hver eneste af hans bevægelser mens han talte. Hun forholdt sig tavts og tog et skridt tilbage, da han bukkede. Hun sørgede altid for at der var afstand mellem hende og andre.
Hun svarede ikke på hans spørgsmål, men fast holdt sine øjne på ham. Hun hadede at være mindre og svagere end andre vampyr, også en grund til at hun sjældent opsøgte selvskab hos andre. Hanvampyre var som regel både større og stærkere end hende, hvilket var den helt stre grund til at hun holdte sig for sig selv.
"Hvad hedder de selv?"spurgte hun lidt efter, med sin altid lokkende stemme af tusinde af kirkeklokker.

Ethan svarede hende i en venlig tone "Mit navn er Ethan, som jeg vist også sagde før, men det gik vidst forbi dem... Det kan ske for selv den bedste." Ethan var meget høflig i sin tone.
Ethan bukkede sin over den døde mand og sugede det sidste blod før han løftede den døde mand op og kastede ham langt ud på søens vand, som kun en vampyr med overvampyrisk styrke kunne gøre det.
Ethan vendte sig mod Maria Louise "Hvad laver sådan en yndig skabning herude, ved søen?"

Maria Louise overhørte hans kommentar, da der sjældent skulle meget til før hun blev vred og flippede ud. Og det var ikke godt for nogen.
Efter som hun stadig stod ved den døde mand, da han løftede det op, var hun ikke langsom. Hun stod med det samme ved den sten hun før havde siddet på.
Hun følte sig sjældent godt tilpas når hun viste at den anden var stærkere end hende, hvilket den anden altid var. Og søgte altid væk.
Hun slap ham ikke af syne da hun satte sig på kanten af stenen.
"Er de altid så nysgerrig"

"Vis mit modspil er ligeså kønt som de er, så ja, men det er yderst sjældent." Ethan elskede rødt hår, rødhårede piger gjorde ham helt forgabt.
"Jeg må indrømme deres kønne hårfarve, også har en betydelig indvirkning. Jeg er ærlig." svarede Ethan muligvis lidt for ærlig.
Hun så ikke dårlig ud... Og slet ikke vis man som Ethan ledte efter en mage, Ethan kunne godt forestille sig hende som sin mage, men hun virkede meget sky, Ethan var ikke særlig sky selv.. Hvorfor mon hun var så sky? Var hun vant til fyre som hele tiden kontaktede hende fordi hun var yderst pæn, eller var hun bare sky af natur?

"Mmhm"sagde Maria Louise kort over det han sagde.
Hun syntes sjældent om, hvis nogen gav hende komplimenter, det vækkede minder som ikke se dagslys igen.
Selvom han virkede til at være venlig og ikke ville angribe hende hvis hun vendte ryggen til, forblev hun vagtsom. Det var meget svært at vinde hendes tillid og endnu svære at få hende til at stole fuldt ud på en. Men engang havde det ikke været sådan. Hun stolede på folk bare de smilte til hende. Men hun fik sig en lære streng som hun tog med sig i sit næste liv.

"Må jeg få den ære at gå en tur med dem, rundt om søen?" spurgte Ethan og gjorde en gestus mod søen med hånden.
Ethans komplimenter gjorde tydeligvis ikke nogen forskel på den kønne unge dame, som sikkert ikke var så ung som hun så ud til.
"Jeg kan se mine komplimenter praler af, men de kan da se jeg er ærlig og siger hvad jeg nu mener?" sagde Ethan.

//Jeg glemte dig : O.. undskyld.//

Maria Louise så mod søen da han omtalte den. Hun så på ham og var stadig ikke sikker.
Hun rejste sig langsomt fra stenen uden at taget blikket fra ham. "Mmhm"sagde hun igen, han havde vist selvtilliden i orden. "Ja. Men de kan ændre mening"sagde hun og vente sig fra ham og begyndte at gå i menneske tempo ned mod søen. Han måtte følge med hvis han ville sin gå tur, hun var allede helt nede ved søen og gik langsbreden. Hun så på ham ud af øjenkrogen.



//Er jeg virkelig så kedelig? Jeg er frygtelig meget såret nu:(//

Ethan fulgte grinende med, det kunne godt være at pigen var stille, men det med ord kunne hun altså!
"De har deres mundtlige færdigheder iorden kan jeg høre." sagde Ethan og gik med hende.
Ethan rakte hende en arm, det var almen skik at damen holdt manden i armen, når de gik tur, dengang da Ethan blev født.
Ethan var blevet vampyr under 1. verdenskrig sådan cirka han havde været soldat.
Men ikke for tyskerne.
Ethan kiggede smilende på Maria Louise og sagde "Vis de engang imellem vil låne mig deres fine ord, kan de til gengæld låne mine muskler, de virker god til det med at formulere dem."

//Jeg skulle lige ordne køleskab xD//

Maria Louise så tilbage over skulderen da hun hørte ham grinte.
"En hver kvinde uden den færdighed er ikke ne kvinde som vil kunne klare sig selv" sagde hun og så kort på hans arm, og stakt langsomt sin egen ind under hans. Hun plegede altid at undgå at røre andre, endnu en ting hun havde fået ud af at have været på vagt i så lang tid.
Hun rettede sine røde øjne frem ad, mens han talte. Hun hadede at live mindet om at hun var fysisk svag, men viste det ikke.
"Jeg skal tage dig på ordet"sagde hun og skævede kort til ham. Hendes ansigt viste ikke noget, som det så sjældent gjorde. Hun skjulte sine følelese
langt inde i sig selv, og at se hande smilte var en sjælendthed.


//Haha, i orden//

"Det har de muligvis ret, i." sagde Ethan fuldkomment enig.
Ethan smilede for sig selv da han mærkede hendes arm mod hans... Hendes arm var dejlig at røre ved, det var længe siden at han havde rørt ved en anden person uden at det havde været for at overfalde personen eller at på anden måde gøre dem ondt, mest havde det jo været mennesker der skulle drikkes blod fra.
Ethan løftede den anden hånd op i vejret og sagde "Det gør de bare, men så vil jeg foreslå vi bliver dus istedet for dis? Jeg kan ikke holde til at være dis med så køn en ung dame." fortalet Ethan og lød med vilje lidt overdramatisk før han smilede skævt til hende så hun kunne se det med det overdramatiske havde været for sjov.

"De vil lære at jeg altid har ret" sagde Maria Louise og så stadig frem i luften. Hun følte sig underligt tilpas, det var så lang tid siden hun havde snakket rigtigt med en anden at det var blevet uvant for hende.
Lige som han løftede hånden flyttede hendes blik sig til ham. Hele hendes liv havde en løftet betydet straf. Hele sit menneske liv havde hun dagligt fået slag af sin mor og som vampyr havde hun også kun fået slag af andre, men det førte bare til at en skjult evne hun holdt hemmelig blev aktivere, sm hun selv frygtede da det ikke var noget som hun styrrede, men som styrrede hende.
"Mmhm" Hun rettede blikket frem ad igen. For hende var dis og dus, ikke bare noget man skiftede i mellem længere. Hendes tillid til andre var en lige så stor en sjældenthed som hendes smil eller latter.

"Jeg vil give en pæn ung dame som dem ret, hvornår hun vil, de har allerede tryllebundet mit unge sind. Jeg er jo en ung mand på kun 100 år." fortalte Ethan og smilede til Marie Louise.
Han havde ikke helt forstået hvad hun mente med 'Mmmh' og valgte derfor stadig at sige de.
"Vis de bliver ved med at være så utrolig charmerende ender det med at jeg må rende rundt og forgabe mig i dem hele tiden." Ethan smilede skævt.

"En hver fortryllelse bliver ophævet så snart man åbner sine øjne" sagde Maria Louise og citerede sin egen afdøde mor. Hendes mor havde været en stræng kvinde, hun havde ikke tilladt at hendes eneste datter skulle drømme sig væk i en fantasi verden.
Maria Louise vente sit blik mod søens midte hvor månen spejlede sig i overfladen og fik de små bøljer i overfladen til at glitre.

"Så åbner jeg aldrig mine øjne igen!" konstaterede Ethan og lo, for første gang denne aften.
Denne unge dame havde jo et modsvar til ALT, hun kunne hele tiden finde på noget af sige, uanset hvad han sagde, hun ville være god psykisk stimulans.
Ethan overvejede lidt hvad han kunne tale med den unge dame om, de havde gået lidt rundt om søen.
Ethan stoppede pludseligt og klappede hende blidt på den hånd han havde under armen, med den anden hånd, før han pegede ud i sivene, der var en svane der sad i sin egen rede og sov.

"Så vil dit liv ikke være ægte"sagde Maria Louise bare, og citerede igen sin afdøde mor og lyttede til han latter. Hun kom til at tænke på at faktisk ikk ekunn ehuske sin egen latter, det var så længe siden at der havde været noget at grine af. Men så snart tanken var blevet født, kvalte hun den igen.
Da han klappede på hendes hånd flyttede hun sit blik fra månes spejlbilled til svanen som han pegede på.

"Hvilket liv? Så vidt jeg ved er jeg ret så død!" Lo Ethan og gjorde en gestus mod Maria Louise.
Ethan kiggede længe på svanen uden en eneste lyd kom fra hans læber... Svanen sov... Ethan syntes den var smuk og vidste mange damer syntes det samme...
"Maria Louise? Jeg vil fange den svane til dem, vis de giver mig et kys... Og så får de den levende endda!" sagde Ethan og kiggede på hende med et smil der gik fra det ene øre til det andet (næsten).
Ethan havde allerede en plan for hvordan han kunne fange den svane uden at skade den alt for meget, Ethan var måske usansyneligt stærk, men han havde skam også lært at håndtere sin krafter, bare fordi man var dobbelt så stærk som andre vampyrer, måske mere end dobbelt så stærk, så lærte man det hurtigt det der med ens egen styrke, det var jo ikke fordi han var vildt klodset eller noget.

Maria Louise så bare på svanen, da han sagde at han var ret så død. Sådan tænkte hun ikke på det, for hvis hun havde været død havde hun kunn evære sammen med sin elskede som var død. Hun var det ikke, hun var forbandet. Sådan så hun på det.
"Det vil ikke imponere mig, at de kan fange en sovene svane, der i det mindste nyder at være i live"sagde hun med sin kirkeklokke stemme, der ikke viste nogen særlig form for følelser, og så kort på ham med sine røde øjne. Egentlig var det ikke let at imponere hende længere. Hun lavede ikke længere store øjne af en mand der var stærk nok til kunne løfte en tyk træstolpe. Et svagt minde om da nogle mænd havde været i gang med at bygge et hus, hvor en mand svingede en træstople op over skulderne, paserede hendes tanker, hvor havde hun været....barnlig.
Hun slap hans arm og begyndte at gå stille videre.

Ethan opdagede meget hurtigt han virkeligt havde trådt i spinaten, og da hun slap hans arm og gik videre, stak Ethan bare hænderne i lommerne og gik langsomt efter Maria Louise, mens han kiggede på svanen, det var ellers stadigt fristene at rende ud og fange den og bagefter flå den i tusind stykker.
Ethan tog en smøg op af lommen og tændte den... Som vampyr kunne det jo ikke skade ham, at ryge, så hvorfor lade være? Det var egentligt en dårlig vane han var startet på allerede i sin soldatertid.

Maria Louise så sig ikke tilbage på ham, da hun gik hen til sin sædvanlige plads ved søen, den flade sten, som var den eneste sten ved søen.
Hun vendte sig mod ham, for at sætte sig og så på ham med de røde øjne. Hendes øjne havde altid været røde, selv da hun var menneske der havde godt nok været en smule brunt i dem, men det var forsvundet helt og de var blevet mørkerøde. Hvis man ikke kunne lugte at hun var vampyr, kunn eman i hvert fald gætte sig til det bare ved at se hende i øjnene. Men de fleste undgik at se hende direkte i øjnene.